Sommeren titter lige så stille frem – i dag har ligefrem været dejlig varm med solskin nu og da.Og nu står alle buske og træer i fuldt flor – også hyldeblomsterne. Og hvis der er noget, der er sommerligt må det da være hyldeblomstsaft.
Og det er helt klart værd at lave sin egen. Det tager ikke ret lang tid – hvis man lige fraregner de par dage det skal stå at trække. Men selve kogningen tager ingen tid. Og det smager helt anderledes end den man køber. Man får meget mere smag, saft og kraft for pengene.
Det skal du bruge:
700 g sukker
4 dl vand
20 g citronsyre
1/2 citron i skiver
15 hyldeskærme
Sådan gør du:
Start med at skylle skærmene grundigt i vand. Lad dem stå og trække i vandet, mens du gør resten klart, så smådyr og andet småtteri falder til bunds. Heldigvis bliver skærmene overhældt med den kogende sukkerlage og filtreret bagefter, så der skulle ikke være nogen fare for klamme smådyr, der pludselig befinder sig i din dejlige hyldesaft.
Hæld sukker, vand, citronsyre og citroner i en gryde. Kog blandingen op. Tag den straks af varmen, når den koger. Tag hyldeskærmene op ad vandet og ryst vandet af, så godt du kan, og læg dem ned i gryden. Sørg for at alle blomsterne er dækket af lagen. Lad den køle af og sæt den derefter i køleskabet. Her skal den trække i to døgn.
Filtrer saften gennem et klæde, så alle grumsede sager bliver filtreret fra. Hæld på flaske – og så er gudedrikken klar. God fornøjelse.
