Fastelavns-boller med hjemmelavet creme

Februar = fastelavnsboller. Det er ikke til at komme udenom. Og det passer mig i grunden aldeles udmærket. Som med al bagning så husk at tage smørret ud i god tid. Det tog mig laang tid, at få det banket ind i min knold og mange bageforsøg med umuligt, stenhårdt smør. Hvis du alligevel har glemt det, så skynd dig at skære smørret i nogle tynde skiver, så ‘tør’ det hurtigere op.

Start med at lave dejen. Til det skal du bruge:

1 dl mælk
50 g gær
125 g smør
1 æg
4 spsk sukker
275 g hvedemel

Bagefter laver du cremen:
2 æg
4 spsk sukker
4 dl mælk
3 spsk hvedemel
Kornene fra 1 stang vanille (eller 2 tsk vanillesukker)

Dejen:
Lun mælken i en gryde, indtil den er blevet ‘fingervarm’, dvs. bare lige lunet en smule. Hæld den i en skål og rør gæren ud heri. Tilsæt de resterende ingredienser, men hold lidt mel tilbage. Slå dejen godt sammen. Dæk skålen med et låg eller et rent viskestykke og stil dejen til hævning et lunt sted i en times tid.

Creme:
I går lavede jeg kun den halve portion, men det var altså lige lidt nok til dejen syntes jeg, så derfor har jeg doblet portionen op, så du får nok creme til dine boller. Cremen laver man ved at blande hele molevitten sammen i en gryde og så skruer du op på fuld drøn på kogepladen. Så skal der piskes igennem de næste 5 min., ellers bliver cremen klumpet. Når der er gået 5 min. og cremen er ved at være lidt tyk i det, så tager du gryden af varmen og hælder cremen op i en anden skål. Lad den køle af, mens du rører i den en gang i mellem.

Når dejen har fået lov at hæve en times tid drysser du lidt mel på bordet og ælter dejen godt igennem. Rul den ud til en firkantet plade, så godt du nu kan. Jeg kan ikke lave en perfekt firkant, så jeg laver dem bare over et par gange, hvor jeg skærer dejen til. Men du skal ende ud med en 16-18 firkanter på ca. 10×10 cm. Læg en klat creme på hver firkant, ca. en spsk. Saml dejen om fyldet til småpakker. Det er nemmest at tage fat i alle fire hjørner og så klemme godt sammen alle steder, så der ikke er nogen huller cremen kan flyde ud af. Form pakkerne til boller og stil dem på bagepladen medsammenføjningerne nedad. Så skal fastelavnsbollerne efterhæve med viskestykket over sig i ca 45 min. Tænd ovnen på 225 grader – stil gerne fastelavnsbollerne til hævning oven på komfuret, så hæver de rigtig fint. Inden de ryger i ovnen, så pensler man lige med lidt sammenpisket æg – du kan faktisk også fint bruge lidt kold kaffe. Det gør min mor altid og det smager også rigtig godt. Du får godt nok en lidt mere mat overflade – til gengæld får du lige et strejf af mokka. Bag dem ca. 10 min., til de er gyldne og lækre. Lad dem køle af på en bagerist.

God fornøjelse.

Anne

Hjemmelavet pizza

Pizza er bare en af de ting, der kan gøre en weekend meget bedre. Men jeg lover jer, at man bliver endnu gladere, hvis det kommer fra ens egen ovn. Og det er faktisk super nemt at lave en lækker pizza. Hemmeligheden er, at man skal bage en pizza ved meget høj varme. Ovnen skal stå på min. 250 grader og gerne op til 275 grader. Så bliver pizzaen ordentligt sprød.

Først laver du dejen, så det kan stå og hæve, mens du gør fyldet klar.

Pizzadej:
En halv pakke gær (25 g)
3 dl lunken vand
400 g durum-hvedemel eller pizzamel (det kan helt klart anbefales at bruge groft mel – så bliver bunden mere sprød og lækker)
2 spsk olie
1 tsk salt

Opløs gæren i det lunkne vand. Tilsæt de ca. 330 g mel og gem resten til æltning. Tilsæt olie og til sidst lidt salt. Det er vigtigt, at du gemmer salten til sidst, fordi salten modarbejder gærens evne til at hæve, hvis du kommer det i for tidligt. Ælt dejen godt igennem og lad dejen hæve i ca. 40 min. et lunt sted.

Imens laver du tomatsaucen.Til den skal du bruge:
1 løg
1-2 fed hvidløg
1 ds tomater
3 spsk olivenolie
Friske krydderurter, hvis du har – ellers godt med tørret oregano og basilikum
1 tsk sukker
Salt & peber
Evt. et glas vin, hvis du alligevel har åbnet en flaske til aftensmaden – det fungerer både med rød- og hvidvin.

Hak løg og hvidløg. Svits dem godt i gryden med olie, indtil løgene begynder at være lidt gennemsigtige. Tilsæt resten og smag godt til.Det er super vigtigt, at du også kommer lidt sukker i. Det giver lidt ekstra dybde og fremhæver alle de andre smage. Smag saucen godt til og put ekstra i, hvis du synes, der mangler lidt ekstra. Lad saucen simre, indtil du skal bruge den. Min. 20 minutters tid.

Bund og tomatsauce udgør grundelementerne i enhver god pizza. Så når det er på plads er der sådan set frit slag herfra. Denne gang lavede jeg to pizzaer – en med skinke, peberfrugt, oliven og ost og en med peperoni, oliven og frisk mozarella. Mens tomatsaucen simrer og dejen hæver færdig gør du dit fyld klar.

Hæld dejen ud på bordet og ælt den godt igennem. Del dejen i to og rul begge så tyndt, som du kan. Placer bundene på en bageplade, hæld tomatsaucen på og kom dit fyld på. Bag pizzaen i ca. 10 min. ved 250-275 grader.

Så er der pizza! God weekend og appetit. 🙂

Anne

Skøn guacemole

Guacemole er en af mine absolutte favoritter. Det smager bare så lækkert og kan spises til nærmest hvadsomhelst. Eneste problem er de lidt uforudsigelige avocadoer, der ikke altid er klar, når man skal bruge dem. På den anden side, så har du altid noget du kan bruge et par modne avocadoer til.

Du skal bruge:
Et par avocadoer, eller flere hvis du har (jo flere avocadoer, jo mere guacemole)
En frisk chili
1-2 fed hvidløg
1 tsk spidskommen
Saften fra en halv citron
Salt & peber
Evt. creme fraiche

Halver avocadoerne, pil stenene ud og skrab kødet ud. Pres hvidløgene, tilsæt spidskommen, sa

lt og peber og saften fra den halve citron. Brug en gaffel til at mose avocadoerne – det må

gerne være lidt rustikt. Hvis man blender avocadoer bliver de lidt for tyndtflydende, så anbefaler helt klart guacemole med klumper. Men det vigtigste er at bruge friske råvarer – hvidløgssalt, citronsaft på flaske og pulverchili giver bare slet ikke det samme. Hvis du synes der er lige lidt nok kan man sagtens komme lidt creme fraiche i. Husk bare at supplere med ekstra krydderier.

Server guacemolen til

tortillas, kylling, bøffer eller hvad du nu kan komme i tanker om. Passer til det meste. Du kan selvfølgelig også bare ‘go classic’ og bruge den som dip.

Anne

Kanelsnegle

Let’s face it. Det er vinter. Derfor er der bare brug for lidt ekstra godter. Disse kanelsnegle kan med garanti få vinterdepressionen til at lette. Jeg har opdaget, at tricket med gærdej er at lade være med at komme så meget mel i, som opskriften egentlig siger. Når man ruller en dej ud på bordet optager den jo en masse ekstra mel. Er dejen allerede helt mæt af mel, så bliver de altså tørre. Så hold igen med melet, så får du skønne, bløde kanelsnegle. Og husk at tage smørret ud af køleren nogle timer før tid, så den er blød til når du skal bage.

Det, du skal bruge:

Gærdejen:

50 g gær
2 dl skummetmælk
2 æg
2 spsk sukker
0,5 tsk salt
75 g smør
Ca. 450 g hvedemel

Fyldet:
150 g blødt smør
85 g sukker
2 spsk kanel

Start med at varme mælken en lille smule – den skal bare lige være lunken. Derefter opløser du gæren i mælken. Tilsæt æg, salt, sukker og rør rundt. I en anden skål kommer du 400 g hvedemel og den bløde smør i. Nulr smørret sammen med melet, så melet og smørret bliver blandet godt sammen. Blandt mel og smør sammen med de våde varer. Ælt grundigt til dejen er blød, lind og ser lidt silkeagtig ud på overfladen. Det gør ingenting, hvis dejen stadig er lidt våd og klæbrig i det. Stil dejen til hævning et lunt sted i ca. en halv time (her plejer jeg gerne at tænde for ovnen og stille skålen ovenpå komfuret. Varmen fra ovnen får dejen til at hæve rigtig fint. Ovnen skal stå på 200 grader).

Imens kan man passende lave fyldet – her blander du bare de tre ingredienser grundigt sammen.

Når dejen har hævet færdig ælter du den godt igennem med lidt ekstra mel og så ruller du den ud. Bare den bliver nogenlunde firkantet og ikke alt for tyk er det fint. Smør fyldet ud – det er nemmest med en dejskraber. Rul dejen til en pølse og skær den ud i ca 2 cm tykke skiver. Den hæver meget, så skiverne skal faktisk være ret tynde. Hvis du har nogle muffinforme kan jeg varmt anbefale at lægge skiverne deri. Så bliver alt snasket nemlig i sneglen i stedet for at sive ud på bagepladen. Læg skiverne på bagepladen og lad dem efterhæve i et kvarters tid. Pensl sneglene med lidt sammenpisket æg og giv dem ca. 12-15 min ved 200 grader i midten af ovnen. Lad dem køle af i min. ti minutter på en rist. Spis sneglene med eller uden glasur – begge dele er fremragende.

Bon appetit!

Anne

Ekstremt nemme boller

Det kan næsten ikke blive lettere! Disse boller tager ikke mere end en time at lave, og de smager fremragende!

INGREDIENSER: (12 stk)
4 dl lunkent vand
40 g gær
2 spsk olie
2 tsk groft salt
40 g valnøddekerner
200 g speltmel (gerne fuldkorn)
300 g grahamsmel
70 g hvedemel
Bagetid 18 min ved 230 grader

FREMGANGSMÅDE:
Gæren opløses i det lunkne vand. De øvrige ingredienser tilsætte herefter, og dejen æltes godt med en ske (dejen skal være lind). Dejen stilles til hævning i 15 min. Imens tændes ovnen, så er den klar når bollerne er færdighævede. Med en ske formes bollerne og sættes på plader, de bages i 18 min. DONE!

God fornøjelse
Dorte

Bettinas fabelagtige tomatsuppe

Min gode veninde Bettina introducerede mig for denne super-lækre tomatsuppe for et års tid siden. Siden da har jeg lavet den ved adskillige lejligheder, både fordi den smager fantastisk, men også fordi den er super billig og nem at lave, den er et sikkert hit! Kan enten bruges som forret eller hovedret.
INGREDIENSER: (som på billedet)
500 g gulerødder
2 store løg
3-4 fed hvidløg
200 g knoldselleri
3 dåser hakkede/flåede tomater
1/2 liter vand
hønse- eller grøntsagsboullion
smages til med salt, peber og chili
FREMGANGSMÅDE:
Gulerødder, knoldselleri, løg og hvidløg hakkes. Retten skal senere blendes, så det må gerne være grofthakket. Derefter tilsættes lidt olie i en stor gryde, hvorefter løg og hvidløg svitses heri, til løgene er blanke. Gulerødder og knoldselleri tilsættes, dette skal ikke svitses, men vendes lige et par gange i gryden. Flåede/hakkede tomater tilsættes sammen med den halve liter vand, herefter tilsættes godt med boullion – smag til undervejs. Lad suppen koge op, og lad den derefter simre under låg i en halv times tid. Smag til med salt, peber og chili.
Tag en gulerod op af gryden, den skal være kogt, men der må gerne være lidt “bid i den” stadigvæk. Herefter findes blenderen frem, og suppen blendes. (Et tip: husk at sætte låget godt fast!) Der kan forekomme nogle klumper i suppen, hvis man ikke er til det, så kan suppen sies – der skal dog være store huller, da suppen er forholdsvis tyk.
Suppen serveres brandvarm, den smager godt med lidt revet parmesanost på toppen eller lidt cremefraiche. Portionen er stor, så der er suppe til et par dage.
GOD FORNØJELSE
– Dorte