Muffins med banan, blåbær og chokolade

Jeg prøvede den her muffin-opskrift forleden og yum! hvor var de lækre. Jeg fandt inspirationen hos “Mig og Maj” (http://migogmaj.blogspot.com/2011/01/de-bedste-bananmuffins-med-chokolade-og.html) – det gode ved at finde opskrifter på madblogs er, at de som regel er godt gennemprøvede. Nogle gange kan man endda være så heldig, at folk har lagt skønne, gamle familieopskrifter op, der er blevet justeret til de er helt perfekte. Jeg lavede mine muffins uden frosting, da de skulle med på studiet. Og de holder helt klart også bare på den måde.

Det skal du bruge (30 stk):
225 g smør
460 g sukker
4 æg
5 modne bananer
50 g havregryn
1,25 dl kærne- eller let/skummetmælk
1/2 tsk salt
2 tsk natron
2 tsk vanillesukker
375 g hvedemel
200 g blåbær (hvis du bruger frosne må de ikke tøs op inden du kommer dem i dejen)
200 g grofthakket, mørk chokolade

Sådan gør du:
Smørret skal være blødt – så tag det ud af køleskabet 1-2 timer før du går i gang med at bage. Hvis jeg har travlt har jeg sommetider sat det smør jeg skal bruge i ovnen ved 200 grader i 5-10 min. Er dog kun en nødløsning. Rør smørret godt sammen med sukkeret. Brug en el-pisker eller røremaskine. Tilsæt æggene en ad gangen. Til sidst har du en dejlig luftig æggeblanding. Mos bananerne sammen med havregryn og kom dem i æggeblandingen. Hæld mælken i og rør let. Herfra skal du skifte fra piskeren til en røreske, dejskraber, e.l., for at beholde så meget luft i dejen som muligt. Bland alle de tørre ingredienser sammen i en anden skål, dvs. mel, salt, natron og vanillesukker og vend dem i æggeblandingen. Tilsidst vender du meget forsigtigt blåbær og chokolade i – pas på ikke at mose bærrene for meget. Beklæd en muffinform med papirforme. Hvis du ikke har en muffinform, så sæt papirformene så tæt som muligt i en mindre bradepande, så de kan ‘støtte’ hinanden under bagningen i stedet for at flyde ud. Fyld papirformene ca. 3/4 dele op – de hæver nemlig ret meget. Bag dem ved 200 grader i 15-20 min. Hold øje med dem undervejs – når du kan stikke en kødnål eller gaffel i uden der kommer dej med op, er de færdige.

Server dem med frosting eller bare som de er. Enjoy! 🙂

Squashkage

En lækker kage, der er nem at lave. Eftersom den indeholder grøntsager, så bilder jeg mig ind, at den ikke feder ret meget… Derudover bliver den lavet med olie i stedet for smør – det må da give lidt færre kalorier. Det skal lige siges, at squash ikke er i sæson lige nu. Derfor er de forholdsvis dyre – senere på året, fra ca. midten af juli-oktober, bliver de nærmest foræret væk. I stedet for squash kan du bruge gulerødder, græskar, butternut squash eller hvad du nu har lyst til. Det her er sådan set bare grundopskriften til en kage med grøntsager.

Du skal bruge:
3 æg
2,5 dl olie
5 dl rørsukker
5 dl revet squash
5 dl hvedemel
2 tsk kanel
1/2 tsk stødt ingefær
1/2 tsk stødt nelliker
1 tsk vanillesukker/1 vanillestang blandet med lidt af rørsukkeret
1 tsk salt
1/2 tsk bagepulver
2 tsk natron
2 dl hakkede hasselnødder

Sådan gør du:
Bland æg, olie og rørsukker og pisk det grundigt igennem. Det skal blive til en luftig substans, hvilket tager sin tid. Har du en køkkenmaskine, så brug den – for der skal piskes ca. 15 min. for at få den rigtige, svupsede kagekonsistens. Skyl squash grundigt og riv dem på den grove side af rivejernet. I en anden skål blander du alle de tørre ingredienser, dvs. mel, krydderier, salt, bagepulver, natron og nødder. Når æggeblandingen har en fin og luftig konsistens blander du både de tørre ingredienser og den revede squash i æggeblandingen. Vend forsigtigt sammen, fx med en dejskraber, så du får det hele med fra starten – husk at jo mere du rører i den jo mere luft slår du ud. Så jo mindre du rører i dejen jo bedre.

Smør eller kom bagepair i en bradepande på ca. 20×30 cm. Hæld kagedejen i bradepanden. Bages ca 45-50 min. ved 200 grader. Men hold øje med den. Alle ovne er forskellige og 200 grader betyder sjældent præcis 200 grader. Så stik en gaffel (eller en ren strikkepind, som jeg plejer at bruge) i kagen en gang i mellem for at se om den er færdig. Når der ikke kommer dej med op, er den færdig. Problemet er, at hvis den får lidt for meget, så smager den fint, når den er nybagt, men bliver lynhurtigt tør og kedelig.

Server den som den er, drys lidt flormelis over eller lav luksusudgaven med en ostecreme, alt efter hvor lækkersulten du er. 🙂

God søndag.

Hvad der kom ud af ramsløgene vol. 2

Falafel med ramsløg 

Ramsløg har jo en dejlig smag af en mellemting mellem porre og hvidløg. Derfor tænkte jeg, at jeg ville prøve at bruge det nordiske hvidløg i knap så nordisk falafel. Det smagte rigtig dejligt. Falafel er lavet af kikærter – derfor er det et godt bud på aftensmad uden kød. Og det er en proteinbombe uden lige, som også sagtens kan stille sulten.

Du skal bruge:
300 g kikærter – helst udblødte natten over, men har du glemt det, så kan dåseærterne til nød bruges.
7-8 blade af ramsløg
1 stor håndfuld persille eller bredbladet persille
En håndfuld koriander
En lille håndfuld kørvel
En lille smule citronmelisse
1 tsk spidskommen
1 tsk stødt chili
1 løg
1 æg
Vand
Salt & peber
Grahamsmel

Sådan gør du:
Find foodprocessoren eller blenderen frem – alternativt kan du bruge en kartoffelmoser, det tager bare lidt længere tid. Skyl kikærterne og kom dem i blenderen. Tilsæt grøntsager og krydderier. Blend blandingen. Tilsæt ægget til sidst. Mosen skal have nogenlunde samme konsistens som en fast fars. Tilsæt lidt vand, hvis den er for hård. Bliver den til gengæld lidt for tynd, så sæt den en halv time i køleskabet. Brug en teske til at lave nogle små kugler af farsen. Tril kuglerne i grahamsmel inden de skal steges. Det er nemmest at lave alle kuglerne inden man begynder at stege. Hæld olie på panden og tænd for varmeste blus. Lad panden blive helt varm inden du begynder at stege falaflerne. Steg kuglerne på alle sider, så de får en sprød skorpe. Du skal ikke tage dig af at kuglerne mister formen – tror man skal være semiprofessionel eller have en fritøse, hvis de skal blive ved med at være fint runde.

I dette tilfælde serverede jeg falaflerne sammen med ramsløgspestoen, masser af salat no. 1 og madpandekager. Hvad angår pandekagerne, så kan det klart anbefales at skifte lidt af hvedemelet ud med grahamsmel. Det gør pandekagerne super sprøde og lækre.

God appetit.

Hvad der kom ud af ramsløgene vol. 1

Pesto af ramsløg og ristede mandler

Super lækker pesto i en nordisk indpakning. Smager egentlig meget hen ad en almindelig pesto med basilikum og pinjekerner, men der er alligevel lidt kant i denne her pesto, som gør den lidt mere interessant end den klassiske, som man kender så rigeligt fra cafemenuerne.

Du skal bruge:
150 g ramsløgblade, som skylles grundigt og tørres inden brug
En håndfuld mandler, smuttede og ristede ca. 10-15 min. ved 200 grader
2-3 spsk revet parmesan
Ca. 1,5 dl olivenolie
Lidt salt og peber 

Sådan gør du:
Brug en blender eller foodprocessor. Kom ramsløg, parmesan og de ristede mandler i. Tilsæt lidt af olivenolien og blend. Tilsæt olivenolie indtil konsistensen er fin og lind. Smag til med salt og peber. Nemt og lækkert – og fantastisk til at peppe en madpakke op. 


På jagt efter ramsløg

Nordisk mad er for tiden definitionen på et buzzword. Så jeg besluttede mig for, at jeg ville følge tendensen og afprøve en vaskeægte nordisk ingrediens – ramsløg. For at hæve autenciteten besluttede jeg mig for at gå på jagt i skoven i stedet for i Irma. Her kommer man jo heller ikke uden om en åbenlys fordel – i skoven er de gratis. På forhånd havde jeg fundet frem til, at ramsløg vokser under bøgetræer og kigget lidt nærmere på, hvordan de egentlig ser ud. Det er nemlig sådan, at ramsløgets artsfælle, liljekonvallen, ligner enormt meget. Der er dog den afgørende forskel, at liljen er drønende giftig – så kig lige lidt ekstra på ramsløgets kendetegn inden du begiver dig ud på skovjagt. Er du i tvivl, så duft til den – dufter den af løg, så er den hjemme. Min jagt gav i den grad pote. Det viste sig, at Riis Skov her i Aarhus er et ramsløgs-mekka uden lige. Hele skovbunden er mere eller mindre dækket af de smukke planter, som dufter ret kraftigt af løg. I samme omgang blev endnu et mysterium løst – min kæreste havde flere gange bemærket, at løbeturene i Riis Skov dufter af løg.

I denne omgang plukkede jeg kun bladene, men har ladet mig fortælle, at både blomsten og selve løget (når du hiver planten helt op ad jorden) kan spises. Ramsløg smager af en mellemting mellem porre og hvidløg, faktisk en rigtig dejlig smag, der er en smule mildere end hvidløg. Kan klart anbefales!

Følg med herinde og se, hvad jeg brugte ramsløgene til.

Italienske kødboller med pasta og tomatsauce

Italienske kødboller i tomatsauceLady og vagabondens yndlingsret – behøver man sige mere? Måske at det oven i købet er nem, lækker hverdagsmad.

Tomatsauce:
1 ds hakkede tomater
1 hakket løg
1 fed hvidløg
En håndfuld basilikum
1 glas hvidvin

Sådan gør du:
Hak løg og hvidløg. Rens basilikum og hak den groft. Svits løg og hvidløg. Tilsæt tomaterne og lad dem koge med i et par minutter. Tilsæt hvidvin. Lad tomatsaucen stå og koge, mens du laver kødbollerne. Tilsæt basilikum lige inden servering.

Kødboller:

500 g hakket oksekød
1 stort løg
1-2 fed hvidløg
1 dl friskrevet parmesan
En stor håndfuld persille
En håndfuld koriander
En håndfuld basilikum
1 spsk rasp
1 æg
Mælk eller vand
Salt & peber

Sådan gør du:
Hak løg og hvidløg. Rens krydderurterne og hak dem groft. Rør kødet sammen med løg , hvidløg, krydderurter, salt og peber. Tilsæt æg, rasp og parmesan. Rør mælk eller vand i lidt ad gangen til farsen har en god konsistens, dvs. fast men stadig forholdsvis lind. Lad farseb hvile i køleskabet i et kvarters tid. Form farsen til små, fine boller – brug evt. en teske, så de ikke bliver for store. Brun dem først på en godt varm pande og skru derefter ned og fortsæt stegningen ved lidt svagere varme i 5-7 min., alt efter hvor store du har lavet dem.

Server med pasta og evt. en grøn salat.

Velbekomme.

Lammeculotte med krydderurte-risotto

En god lille menu, der er ret nem at lave. Lam er utroligt lækkert kød, som man generelt burde spise noget mere af efter min mening. Risottoen er vel egentlig traditionelt en hovedret, hvor det bliver lavet med fx rejer, muslinger, kylling, e.l. Men fordi denne her risotto for det første er lavet på vand i stedet for bouillon og med krydderurter i stedet for kød, så får den en rigtig fin og enkel smag, som fungerer rigtig godt som tilbehør. Men husk, at risotto mætter rigtig godt, så man behøver ikke lave ret meget pr person. Nedenstående portion svarer til 4 personer.

Lammeculotte med hvidløg og timian

Du skal bruge: 
2 lammeculotter
2 fed hvidløg
Frisk timian
Salt & peber
Lidt olie
En klassisk tilberedning af lammet, som er rigtig dejlig. Start med at snitte fedtlaget i tern. Krydr med salt og peber. Skær et par lommer ned i kødet og prop hvidløgsstykker ned i. Rens frisk timian og læg dem ovenpå kødet. Læg culotterne i et fad. Bag dem i en forvarmet ovn på 225 grader i ca. 20-25 min. Tag dem ud af ovnen og pak fadet ind i sølvpapir og et viskestykke ovenpå. Så holdes kødet varmt og bliver rigtig dejligt mørt.

Risotto med krydderurter: 

Du skal bruge:
200 g risottoris
35 g smør (ca.)
2 dl hvidvin
2 hakkede skalotteløg/1 lille hakket løg
1 stor buket persille
1 stilk estragon
En håndfuld koriander
En halv håndfuld kørvel
50 g revet parmesan
Vand
Salt & peber

Sådan gør du:

Start med at rense og hakke alle krydderurter. Du kan sagtens bruge nogle andre end dem jeg har nævnt her – det var bare dem jeg havde i hjemme. Smelt lidt over halvdelen af smørret i en tykbundet gryde (så det ikke så nemt brænder på). Hæld risene i gryden og lad dem stege i smørret i ca. 5 min. Rør hele tiden rundt. Når risene er klare tilsætter du skalotteløgene og lader dem stege med i et par minutter. Tilsæt vinen og lad den koge helt ind under omrøring. Kog en liter vand i elkedlen. Når vinen er kogt helt ind hælder du ca. 1 dl kogende vand i gryden. Kog ind under omrøring. Bliv ved med at tilsætte vand lidt ad gangen til risene er møre (det tager omkring 15 min.). Når risene er møre tilsætter du resten af smørret og den revne parmesan. Smag til med salt og peber. Lige inden den skal serveres tilsættes alle krydderurterne.

Som du kan se serverede jeg en lille salat til også. Den indeholdt squash, agurker, forårsløg, ristede græskarkerner, grønne oliven og gouda med chili (som er helt fantastisk og et rigtig godt alternativ til feta, hvis du lige trænger til noget andet).

God appetit!

Klassisk rødgrød med fløde

Nogle gange trænger de gode, gamle klassikere til at blive genoplivet. Her kommer én af dem, som minder én om feriedage hos mormor og varme sommerdage. Både min mormor og farmor har excelleret udi kunsten rødgrød – ikke mindst fordi min farmor havde en intet mindre end fantastisk køkkenhave med alle de bær, frugter og grøntsager man kunne drømme om. Måske var det i virkeligheden lige midt i jordbærbedet hos farmor, at min madglæde blev plantet. Nå, men her kommer i hvert fald en dejlig sommerdessert – rødgrød med fløde.

Du skal bruge:
Ca. 7-800 g bær og frugter – i dette tilfælde har jeg brugt ca. 350 g jordbær, 150 g blåbær og 250 g rabarber
Vand
Sukker
Kartoffelmel

Sådan gør du
Rens bær og frugter. Skær jordbær i halve, blåbær skal bare skylles og rabarberstænglerne skæres i mindre stykker. Kom bærrene i en gryde. Hæld vand i, så der stadig stikker lidt bær op over vandfladen. Tilsæt sukker efter smag – jeg er ikke til det alt for søde, så tilsatte kun ca. 150 g sukker til denne her portion. Men så bliver den ikke nær så sød, som mormors – tilsæt mere, hvis du gerne vil have den helt ‘rigtige’ mormorsmag.
Lad frugterne stå og trække i sukkervandet et par timer.
Tænd for blusset på fuld skrald. Bring vandet i kog – når det koger skal det have ca. 5-6 min. Mærk på rabarberne om de er ved at være møre. Sluk for blusset. Når det er holdt op med at koge tilsætter du kartoffelmel udblødt i vand – ca. 1 spsk til 1 dl vand. Tilsæt kartoffelmeljævningen lidt ad gangen, mens du rører godt rundt. Hæld jævning i indtil den har den rigtige konsistens. Husk den stivner lidt ekstra når den bliver kølet ned.

Når grøden er kold serveres den med mælk eller fløde, alt efter smag. Mmm… Skøn sommermad.

God appetit!

Skøn coq au vin

Her kommer en af mine absolutte yndlingsretter. Det er meget nemt at lave og smager bare virkelig dejligt. Opskriften kommer fra Sølvskeen, der er fyldt med vidunderlige, enkle, italienske retter. Det her er efter min mening en af de bedste. Coq au vin, der betyder høne i (rød)vin, er oprindeligt en ret fra det franske køkken, men denne italienske udgave er i absolut topklasse.

Du skal bruge:
1 kylling, parteret (se her, hvordan du gør: https://koekkenfryd.wordpress.com/2011/05/01/sadan-parterer-du-en-kylling/)
100 g pancetta (italiensk bacon – du kan også bruge almindelig bacon, men pancetta har lidt mere dybde i smagen)
5 små skalotteløg, finthakkede
100 g champignoner eller andre svampe, hakket
2 fed hvidløg, finthakket
5 dl god, kraftig rødvin
1 kvist timian eller rosmarin
1-2 spsk hvedemel
40 g smør

Sådan gør du:
Start med at hakke og rense alle grøntsager. Skær pancettaen i små tern (som regel køber man dem i runde skiver, der har samme form som spegepølse. Behøver overhovedet ikke være perfekte tern, de skal bare skæres i mindre stykker). Smelt smørret i en forholdsvis stor gryde. Det er vigtigt, at du bruger smør i stedet for olie, da smørret sammen med hvedemel skal danne basis for en lidt tykkere sauce. Det sker ikke, hvis man bruger olie. Det er også derfor, at du skal bruge forholdsvist meget smør. Svits pancetta, løg og champigning i smørret. Drys melet over og pisk eller rør indtil al melet er opløst. Brun derefter kyllingestykkerne i gryden. De skal have en fin, gylden farve – det tager ca. 10-15 min. Tilsæt hvidløg og krydderurter og lad dem simre med et øjeblik. Tilsæt rødvinen. Lad retten simre i ca. 30 min. Smag til med lidt salt og peber, men smag dog lige på retten inden du kommer salt i, da pancettaen er meget salt i sig selv.

Server med nye kartofler, kartoffel/rodfrugtmos, e.l. og en grøn salat med lidt syre, i form af lime- eller citronsaft eller måske en vinaigrette.

Bon appetit!