Torskepakke med krydderurter og frisk chili

Her kommer en super nem og lækker måde at tilberede fisk. I dette tilfælde har jeg brugt torsk, men du kan tilberede stort set alle fisketyper på denne her måde. Dog varierer tilberedningstiden. Torsk er en fast fisk og skal derfor have forholdsvis lang tid i ovnen. Server med en salat, dampede grøntsager, nye kartofler, risotto eller hvad du nu har lyst til. Husk, at der ikke er nogen regler for, hvilke krydderurter man bruger – brug hvad du har, hvad du kan lide eller hvad der passer til tilbehøret. Her kommer torsken, som jeg lavede den:

Du skal bruge:
Til 2 personer
3-4 torskefileter
En rød chili
1-2 skalotteløg
Frisk basilikum
Citronmelisse
Salvie
Mynte
En lille smule olie

Sådan gør du:
Skær løg og chili i skiver. I et stykke sølvpapir laver du en bund af løg, chili,  lidt basilikum og et par blade fra citronmelissen. Læg fisken ovenpå. Fordel resten af krydderurterne over fisken (se nogenlunde mængder på billedet). Dryp fisken med en lille smule olie. Luk sølvpapiret rundt om fisken. Bag ved 200 grader i 20-25 minutter. Mærk på den undervejs, så den ikke får for meget. Så bliver den nemlig ret tør og kedelig. Når fisken føles nogenlunde fast og er blevet hvid hele vejen igennem er den færdig.

God appetit.

Grøntsagerne under fisken

Advertisements

Gazpacho

Gazpacho er i bund og grund en kold suppe. Det lyder måske umiddelbart lidt mærkeligt, men på en kold sommerdag er det altså virkelig dejligt. Det er dog begrænset, hvor meget man kan spise af det, fordi det meget hurtigt fylder maven. Portionen her på billedet viste sig for eksempel at være alt for stor! Har ofte set dem serveret i shotglas, hvilket pludselig gav mening for mig, da jeg fandt ud af, hvor mæt man egentlig bliver af for meget gazpacho. Serveret i shotglas tænker jeg, at det ville være glimrende til en forret. Opskriften her er egentlig til to personer, men som sagt var det alt rigeligt. Vil mene, at der er mere end rigeligt til en forret til 4-5 personer her.

Du skal bruge:
1 agurk, skrællet og skåret i skiver
1 rød peber, skåret i mindre stykker
2-3 tomater, skåret i både
1-2 fed hvidløg
1 forårsløg, hakket
En håndfuld basilikumblade
Andre krydderurter, du lige har – fx koriander, kørvel, timian, citronmelisse, e.l.
2-3 stykker blødt brød uden kerner og befriet fra skorpen
Olivenolie
Citronsaft
Salt og peber

Sådan gør du:
Start med at ordne alle grøntsager. Put dem i en blender. Udblød brødet i en skål med lidt vand og kom også det i blenderen, når det har suget vand i et par minutter. Blend hele molevitten til den er fin og ensartet. Smag til med salt og peber. Stil den i køleskabet til den skal spises. Bland olie og citronsaft (half’n half) og hæld en lille smule over suppen – nogenlunde som på billedet. Hæld et par isterninger i suppen, hvis den ikke er blevet ordentlig kold, når du serverer den. 

Server med et stykke brød til – og hvis du ligesom mig har hang til pæn mad, så pynt med lidt basilikum oven på suppen. Drik vand eller hvidvin til. God appetit.

Kartoffelpizza

Til 4 personer.
Prøvede denne lækre, sommerlette opskrift på kartoffelpizza af forleden. Og det er altså virkelig lækkert, selvom det måske umiddelbart lyder en lille smule funky – det synes jeg i hvert fald, at det gjorde. Men hvis du er til pomfritter er du også til kartoffelpizza – smagen er selvfølgelig ikke ens, men det minder lidt om hinanden. Og så har man jo mulighed for at komme alt muligt andet lækkert oven på pizzaen, der absolut ikke gør den dårligere. Opskriften er inspireret af en opskrift i Sonja Bock og Tina Scheftelowitz “Suveræn Sommer” – har dog skiftet gorgonzola ud med mozarella, da jeg ikke er så tosset med alt for stærke oste og tilsat lidt soltørrede tomater (som efter min mening sagtens kan erstatte kød på en pizza).

Til pizzadejen skal du bruge:
25 g gær
4 dl lunken vand
2 tsk salt
100 g grahamsmel
400 g hvedemel

Til toppingen skal du bruge:
100 g oliven
100 g mozarella
300 g nye kartofler med skræl
6-7 soltørrede tomater i olieOlivenolie
4-5 kviste frisk rosmarin
Groft salt og friskkværnet peber
Salat til at drysse ovenpå pizzaen efter den er bagt, fx feldsalat eller ruccola 

Sådan gør du:
Opløs gæren og saltet i vandet i en stor skål og rør melet i lidt efter lidt. Dejen skal bare røres sammen med en træske til du har en blød og fugtig konsistens. Lad den hæve 1 time under et viskestykke ved stuetemperatur. Gør toppingen klar, mens dejen hæver. Skrub kartoflerne grundigt for jord og snask. Skær dem i så tynde skiver som muligt – jo tyndere jo sprødere. Skær mozarellaen i ca. 1 cm tykke skiver og skær også de soltørrede tomater i mindre stykker. Når dejen er hævet færdig fordeles den på en bageplade med bagepapir. Tryk den ud med hænderne, til den fylder hele pladen. Vend kartoffelskiverne i lidt olivenolie og fordel dem på pizzaen. Fordel derefter oliven, soltørrede tomaer, rosmarin og mozarella på pizzaen. Drys med salt og peber. Slut af med et par ekstra drys olivenolie. Bag pizzaen ved 250 grader i 10-12 minutter til den er færdigbagt og gylden.

Server med salat på toppen og en god rødvin til – bon appetit.

 

 

Saltede citroner a la Camilla Plum


Er for tiden ret inspireret af Camilla Plum. Synes hun har et helt fantastisk indblik i, hvordan man kan bruge råvarer på en ny og anderledes måde. Og samtidig er det interessant, at mange af de metoder hun viser, er traditionelle tilberedningsmetoder, der har eksisteret i hundredvis af år. Vi har bare glemt, hvor mange muligheder, der egentlig findes. Her har jeg forsøgt mig med hendes saltede citroner, der er en ældgammel konserveringsmetode, der stammer fra Nordafrika. Jeg kan endnu ikke sige noget om udfaldet – de skal nemlig stå og ‘modne’ i 2-3 måneder. Indtil videre er de i det mindste smukke at have stående i køkkenet. Meningen er, at de skal blive helt bløde, lækre, syrlige og saltede og gøre sig rigtig godt i gryderetter, pastaretter, salater o.l.

Du skal bruge:
1 konserveringsglas – ikke alt for småt
Økologiske citroner (så mange, der kan være i glasset)
Masser af groft salt – ca. en håndfuld pr citron
Olivenolie
1 fed hvidløg pr citron
2-3 laurbærblade
1-2 friske, røde chillier
4-5 friske blade basilikum
100 g sukker
Saft af 4 citroner eller vand

Sådan gør du:
Start med at vaske og rense glasset grundigt. Slut af med at skylle det af i kogende vand, så det er helt sterilt. Vask citronerne, hvis der skulle være en smule snavs på dem. Skær et kryds fra toppen og ned i citronen, så de kun lige hænger sammen i den ene ende. Hold citronerne åbne og drys med godt med salt inden i dem – alt det der kan være i dem uden de går i stykker. Læg citronerne tæt sammen i glasset sammen med krydderierne – de må gerne være fordelt lidt imellem citronerne. Du behøver ikke skære chilien over, bare kom dem i som de er (men husk at skylle godt inden). Hæld en håndfuld salt pr. citron i glasset samt ca. 20 g sukker pr citron. Hæld citronsaften over. Hvis det ikke dækker, så fyld op med kogt vand. Bank glasset lidt, så salt og sukker fordeler sig nogenlunde. Slut af med at hælde olie over, der danner et tætsluttende lag over citronerne. Luk glasset forsvarligt til. Og så skal der bare gå 2-3 måneder. Når det hvide i citronerne er blevet klart og skallen er helt blød skulle de være spiseklare. Jeg glæder mig til de er klar!

Rabarbermarmelade

Lige nu er der masser af rabarber rundt omkring i haverne og supermarkederne. Derfor er det bare med at komme i gang med alle de skønne ting man kan lave af rabarber. Tidligere lavede jeg en skøn omgang rødgrød, så denne gang forsøgte jeg mig med en rabarbermarmelade. Må indrømme, at jeg var lidt for optimistisk i forhold til, hvad en marmelade kan tage imod af krydderier – ingefær og citronskræl skal tilsættes i meget moderate mængder for ikke at gøre marmeladen for sur. Det skete for mig, hvorfor jeg måtte tilsætte en sukkerlage efter marmeladen var blevet kold. Det er i øvrigt et godt tip, hvis du har lavet en for sur marmelade – selvom det er nemmere at lave den lige efter bogen fra starten. Når du laver din egen vil jeg derfor anbefale, at du enten laver den ‘au naturel’, dvs. udelukkende af rabarber og og sukker eller krydrer med bær i stedet.

Du skal bruge:
1 kg rabarber
Evt. andre bær, fx jordbær
600 g sukker
Et par spiseskefulde atamon

Sådan gør du:
Skyl og rengør rabarberne. Herefter skal de ‘skrælles’, dvs. have det yderste lag af, som bliver meget trevlet. Du kan også vælge at lade dem sidde på, men det giver et mere groft resultat. Skær rabarberne i forholdsvis små stykker og smid dem i en tykbundet gryde. Bland rabarberne med sukker og tænd for blusset ved svag varme. Lad rabarber og sukker simre i ca. to timer. Hold øje med konsistensen undervejs. Husk, at den er mere flydende når den er varm end når den er kølet af. Rengør glasset du vil opbevare marmeladen i. Skyl efter med kogende vand og lad glasset tørre. Skyl glasset i et par spiseskefulde atamon og hæld marmeladen på. Opbevares i køleskabet. Hvis du er meget imod tilsætningsstoffer af enhver art kan du selvfølgelig udelade atamonen, men husk at det går ud over holdbarheden. Det vigtigste er dog at sørge for, at de glas marmeladen opbevares i er pinligt rene.

God fornøjelse. Jeg vender sikkert tilbage med flere marmelade- og syltetøjsprojekter hen over sommeren.