Uimodståelig jordbær-rabarber marmelade

Den sidste rest af sensommeren har jeg gemt i et glas. Rabarberne fik jeg fra min mors kolonihave. Hun havde plantet rabarberne i år, så stilkene blev aldrig rigtig store. Det betød, at de stod og blev helt fantastisk modne over en hel sommer – helt røde hele vejen igennem. Den kolonihave vokser og vokser mere og mere på mig.

Det skal du bruge (til to-tre glas, alt efter størrelse)
1 bundt rabarber, ca. 4-500 g
400 g frosne jordbær (friske er selvfølgelig bedst, men frosne kan også sagtens gøre tricket fandt jeg ud af)
250-300 g sukker
1 dl vand
1 vanillestang
Skoldede marmeladeglas
Atamon eller spiritus til skylning af glasset (med atamon holder marmeladen længst, men det koster mange tilsætningsstoffer, så brug så lidt som muligt, ca. 1 tsk pr glas – og husk at hælde det ud bagefter. Det, der sidder tilbage er nok til at konservere)

Sådan gør du:
Tø jordbærrene op, før du går i gang. Skær jordbær i halve og rabarber i små stykker. Hæld jordbær og rabarber i en gryde med sukkeret over sig i en halv times tid, gerne lunt. Det sikrer, at sukkeret trænger ind og søder begge dele tilstrækkeligt. Skrab kornene ud af vanillestangen og smid både korn og stangen i gryden. Tilsæt en dl vand. Stil gryden på komfuret og tænd for svag varme. Lad det koge ca. 20-25 min – tjek konsistensen undervejs og husk, at det altid er noget mere flydende, når det er varmt. Og smag også til undervejs – og husk igen, at det smager mere sødt, mens det er varmt. Når alt er, som du vil have det hældes marmeladen på glas, mens den stadig er ret varm. Luk til med det samme og sæt på køl.

God og smagfuld chai the

Chai the er en skøn lækkerbisken, som jeg ofte får når jeg er på cafe. Men det viser sig, at det faktisk er ret let at lave. Og ikke overraskende bliver det noget bedre end de fleste cafe-udgaver. Du kan godt udelade kardemommekapsler, hvis du har svært ved at finde det, men det giver altså en ekstra skøn smag. Omvendt kan du også tilsætte flere krydderier, fx stjerneanis og hele nelliker for en endnu mere interessant chai. Et dejligt alternativ til kaffen, hvis man skulle gå hen og trænge til noget nyt en gang i mellem.

Det skal du bruge (1 kande the)

1 l vand
1 kanelstang
1 thepose/brev med sort the
5 kardemommekapsler
Frisk ingefær, et stykke på størrelse med en tommelfinger
1/4 muskatnød, skåret i mindre stykker
2-3 dl sødmælk (let eller skummet går også fint, men med sødmælk bliver den selvfølgelig mest cremet).
Sådan gør du:
Bring vandet i kog i en gryde. Når vandet koger tilsættes kanelstang, kardemommekapsler, frisk ingefær og muskatnød. Koges i 10 min. Tag gryden af varmen og tilsæt theposen/brevet og lad trække i 5-7 min. Fjern theposen og tilsæt mælken. Varmes kort igennem på blusset inden den hældes på termokande.

Theen kan drikkes som den er, men smagen bliver fremhævet ekstra med en teskefuld rørsukker i koppen.

Bønnesalat

En lækker og proteinrig (læs: man bliver meget mæt af den!) salat, der smager skønt som både forret og tilbehør. Kræver lidt forberedelse, men er derudover meget nem at lave.

Du skal bruge

2 store håndfulde røde bønner
3 store håndfulde sorte bønner
Sprød salat, fx romaine eller iceberg
En håndfuld mynteblade
En håndfuld persille
En halv agurk
2 avocadoer
2 spsk fransk æblecidereddike (kan udelades)

Start med at sætte bønnerne i vand natten over. Disse to typer bønner skal stå i blød og koge ca. lige lang tid, så du kan sagtens lave dem samlet. Når de har stået i blød i mindst 8 timer koges de ca. 30 min. Sørg for at de koger lidt voldsomt i mindst 5-10 min., da de indeholder nogle giftstoffer, der skal koges væk. Smag på dem undervejs. Kogetiden afhænger af, hvor længe de har været tørret, så måske skal de have lidt længere end 30 min.

Når bønnerne er kogt færdige skylles de i kogt vand og kommes på køl, til de er helt kolde. Man kan evt. koge dem fra morgenen af, så de er kølet helt af til om aftenen. Ellers kan de sagtens fryses efter de er kogt, så man altid har en portion bønner klar. Skær salaten i mundrette størrelser, hak persille og mynte, hak agurken i forholdsvis små tern og skær avocadoerne i tern. Bland det hele sammen og dryp et par spiseskefulde æbleeddike over (eller lime/citronsaft – skal bare give lidt syre).

Og så er der serveret.

Frisk kartoffelsalat med radisser, asparges og citron

 

Et dejligt nemt tilbehør, der gør sig særligt godt om sommeren, men som absolut heller ikke er at kimse af en vinteraften, hvor man længes efter varmere dage. Om vinteren bruger du bare nogle andre grøntsager, der er lettere at få fat i. Fx peberfrugter, spinat, rodfrugter (du kan fx koge nogle jordskokker sammen med kartoflerne), osv.

Du skal bruge:
1 kg nye kartofler, ikke for store
1-2 bundter radisser
1 bundt friske, grønne asparges
1 håndfuld frisk basilikum
1 håndfuld frisk mynte
1 håndfuld frisk koriander
1 (øko)citron
1 bæger creme fraiche, 6-9% (o,5 l)
1 spsk hele spidskommenfrø
1 tsk hele korianderfrø
1 tsk tørrede karryblade
Salt og peber

Sådan gør du:
Start med at rense alle kartoflerne rene for skidt og grønne pletter, hvis der skulle være nogen af dem. Kog dem i en gryde, hvor vandet dækker. Tilsæt salt, 5-6 hele perberkorn og evt. et laurbærblad til vandet. Bring vandet i kog. Koges ca. 15-20 min. Stik i dem med en skarp kniv for at mærke efter om de er færdige. Når kartoflen glider hurtigt og nemt af kniven er de færdige. Hæld vandet fra og skyl kartofler i koldt vand, så de ikke koger videre på eftervarmen. Stil til afkøling. Imens hakkes alle grøntsager og krydderurter. Og dressingen blandes. Start med at riste spidskommen på en tør pande. Bare lige til de begynder at dufte rigtig dejligt. Må endelig ikke brænde på. Hæld frøene i en morter. Gør det samme med korianderfrøene. Knus korianderfrø, spidskommen og karryblade i morteren. Tilsæt krydderierne til cremefraichen sammen med citronsaft, revet citronskal, salt og peber. Smag dressingen til. Tilsæt ekstra salt, peber og citronsaft efter smag. Når kartoflerne er helt afkølede vendes de i dressingen og så er den ellers klar. Har den fordel, at den kan laves dagen før. Så skal du bare vente med at blande dressengen sammen med kartoflerne. God fornøjelse. 🙂

Mørbradbøffer med stegte svampe og kandiserede rødløg

Egentlig er svinekød absolut ikke min kødfavorit. Derfor var det også noget af en udfordring at finde på flere retter med svinekød, som jeg rent faktisk synes var lækre. Jeg kom frem til, at mørbrad er fantastisk lækkert, ligemeget om det kommer fra en ko, et får eller en gris. Derfor endte jeg med svinemørbradbøffer. Det er i øvrigt min fars hofret – par excellence – så han får æren for sammensætningen af mørbrad og svampene. Jeg tilføjede lige lidt ekstra guf i form af de kandiserede rødløg, der gjorde det ekstra lækkert i dagens anledning.

Du skal bruge (8 pers.)
3 svinemørbrad
4 rødløg
2 spsk rødvinsbalsamico
3 spsk sukker
250 g champignoner eller andre svampe
Olivenolie
Salt og peber

Sådan gør du:

Start med at pudse kødet af. Dvs., at alle senerne skal fjernes. Senerne ligger som sådan en hvid hinde, der er helt spændt i forhold til resten af kødet. Det nemmeste er at finde den ene ende, skære den løs og derefter trække godt i den, mens du bruge kniven til at skrabe under, så al kødet ikke bliver trukket med op. Hvis du lige har brug for lidt ekstra forklaring, så tjek denne video fra Politiken.
Efter pudsningen skærer du kødet i 3-4 cm tykke ‘bøffer’. Læg al kødet i en skål. Hæld godt med olie ud over, så alle stykkerne er dækket. Drys salt og peber over, omkring 1 spsk salt og en tsk friskkværnet peber. Bland det hele godt med fingrene og lad det stå og trække i ca. 20 min. Du kan også sagtens tilsætte ekstra krydderier, fx timian, rosmarin, chili, e.l. alt efter hvad du har lyst ti. Jeg valgte at lave dem helt enkle og der med lade garnituren, dvs. fyldet ovenpå, give det ekstra pift.

Mens kødet trækker renses champignonerne og skæres i skiver. Løgene pilles og skæres i både. Herefter tænder du for varmen for en god, tykbundet pande. En anden pande sættes over til løgene på svag-middel varme. Steg mørbradbøfferne i et lag ad gangen, dvs. ikke noget med at stege en ordentlig portion oven i hinanden. Løgene smides på den middelvarme pande sammen med sukker og balsamico. Når bøfferne føles faste er de klar. Skær evt. de første igennem, så du kan mærke, hvornår de er færdige. De

må endelig ikke få for meget, så bliver de tørre og triste. Når løgene er helt bløde og lækre er de klar. Steg champignonerne på panden du har brugt til mørbradbøfferne. Det giver lidt sig selv, at den her ret handler om at time det hele, så det er færdigt samtidig. Men der er ikke noget her, der ikke kan reddes med et stykke sølvpapir og en kort tur i ovnen, så det hele er rygende varmt, når det sættes på bordet.

Et voila – så er der gris i lækker indpakning.

Flødekartofler som i de glade 90’ere

Flødekartofler

Flødekartofler – også kendt som gratin dauphinoise – er bare en all time favourite, der ikke er til at komme udenom. Det gode ved flødekartofler er også, at de kan laves dagen før og varmes op igen uden de overhovedet bliver dårligere af det.

Du skal bruge (4 pers.):
1 kg kartofler
3 fed hvidløg (mindst)
2 kviste frisk rosmarin
3 kviste frisk timian
En håndfuld frisk basilikum
Godt med friskrevet muskatnød
Salt og peber
2 dl sødmælk
2 dl piskefløde (skal være piskefløde, ellers bliver den alt for flydende)
Ca. 2 spsk smør
En håndfuld revet ost – du vælger selv om den skal være mild eller stærk

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 180 grader. Skræl kartoflerne og skær dem i så tynde skiver som muligt (her er det man bliver særligt glad, hvis man har et mandolinjern – ellers kan både kniv eller et rivejern bruges til formålet). Kom skiverne i en gryde sammen med hele, pillede hvidløgsfed, rosmarin, timian, basilikum, muskatnød, salt, peber, mælk og fløde. Bring det i kog og lad kartoflerne simre under låg i 7-8 min. Smør et fad med godt med smør. Hæld kartoflerne over i fadet. Hvis du er lidt pernippen med hele hvidløg kan de pilles fra. Men hvidløg, der er blevet kogt i mælk er meget milde, så der burde ikke være nogen ubehagelige overraskelser selvom der ryger et helt fed i munden. Smag på flødeblandingen – måske kan den godt tåle lidt ekstra salt og peber. Fordel en spsk smør over kartoflerne. Hæld den revne ost over, hvis den skal spises med det samme. Hvis den skal varmes dagen efter venter du med osten til den skal varmes op igen. Bag kartoflerne i ca. 40 min. Tag dem ud og lad dem hvile ca. 15 min før de spises.