Stegte tomater med hvidløg, rosmarin og olivenolie

En meget lækker og enkel lille sideret, som ikke tager meget mere end fem minutter at forberede. Og så pynter den i øvrigt gevaldigt på et fint dækket bord med de dejligt stærke røde, gule og grønne farver. Eneste minus lige nu er, at det er stort set umuligt at finde nogle rigtig gode tomater på den her årstid. Man kan dog være rigtig heldig at finde nogle fra Sydeuropa, der rent faktisk smager af noget.

Du skal bruge:
7-8 tomater skåret over på midten
3-4 fed hvidløg, skåret i meget tynde skiver
Hakket persille
Frisk rosmarin
Salt og peber
Olivenolie

Sådan gør du:
Læg tomaterne med skindsiden nedad i en pande. Fordel hvidløg og rosmarin oven på tomaterne (vigtigt, at de ikke falder ned på panden, så bliver de nemlig helt sorte og ikke særlig velsmagende). Krydr med salt og peber og hæld godt med olivenolie i panden. Tænd for høj varme de første 5 min. Skru derefter ned på lavt blus og lad tomaterne stå med låg over sig til de er bløde med lidt bid i midten stadigvæk. Det tager ca. 10 min. Server tomaterne i panden eller skub dem over på en tallerken (gerne varmet lidt, så de ikke bliver helt kolde med det samme). Slut af med at drysse lidt friskhakket persille over.

Grydestegt kylling med hjemmelavet agurkesalat i hyldeblomst

Her kommer en ret, som må siges at være lidt af en mormorret. Men vi kommer jo ikke udenom, at mormorretter nogle gange bare er de bedste. Grydestegt kylling er desuden en meget nem måde at tilberede en kylling, så den beholder sin saft og kraft i stedet for at blive tør, som oftere sker, når man tilbereder den i ovnen.

Det skal du bruge til kyllingen:
En god kylling (i dette tilfælde oven i købet økologisk. En dyr sag, men alle pengene værd. Og jo flere, der køber økokyllinger, jo billigere bliver de).
Olie og lidt smør til stegning
5-6 laurbærblade
Et bundt kruspersille
1-2 dl fløde
Salt og peber

Sådan gør du:
Skyl kruspersillen grundigt og dup det meste af vandet af med et rent viskestykke (eller brug en salatslynge, hvis du er den lykkelige ejer af sådan én). Krydr kyllingen indvendigt med salt og peber samt et par laurbærblade. Fyld kyllingen med kruspersillen og luk den til med en kødnål, tandstik, eller hvad du nu lige har. Gnid også kyllingen ind i salt og peber udvendigt. Find en god, tykbundet gryde frem og varm en spiseskefuld smør og et skvæt olie op sammen med resten af laurbærbladene. Når smørret er bruset af ligger du kyllingen i gryden og bruner den på alle sider. Når den er fint gylden hælder du lidt vand ved, bare lige så det nederste af kyllingen er dækket. Lad kyllingen simre i 50-60 minutter, alt efter, hvor stor den er. Når den er færdig slipper kødet ved låret. Tag den af varmen og kog vandet, der er tilbage i gryden op. Tilsæt fløden og lad den koge med. Hvis du koger længe nok får du den klassiske skilte sovs. Men jeg synes egentlig, at den er ret god uden at være skilt. Smag sovsen til med salt og peber og server kyllingen med kartofler (i dette tilfælde hasselback, men det kunne også meget nemt bare være en god, kogt kartoffel), en grøn salat og hjemmelavet agurkesalat.

Det skal du bruge til agurkesalaten:
2 agurker
2 dl koncentreret hyldeblomstsaft
3 spsk hvid balsamico eller hvidvinseddike
Ca. 1 tsk salt
1 tsk hele peberkorn

Sådan gør du:
Skær agurken i tynde skiver. Har du et mandolinjern, så er det nu, du bliver rigtig glad for det. Bland hyldeblomstsaft, balsamico, peberkorn og salt. Smag lagen til. Dæk agurkerne med lagen. Denne salat behøver ikke stå og trække – den kan serveres direkte som den er. Nemt og lækkert. Agurkesalaten er fra Tina Scheftelowitz og Sonja Bocks “Suveræn Sommer”.

Cupcakefabrikken

Forleden var jeg på cupcakefabrikken – en lille butik, hvor man kan lære at lave de flotte kager. Det var en rigtig hyggelig aften, hvor jeg og veninderne fik afløb for enhver trang til glimmer og blomster. Jeg har det sådan med cupcakes, at de mest af alt er flotte at se på – altså, de smager fint, men det er ikke nogen gastronomisk oplevelse i topklasse. Til gengæld er der noget særligt over at kreere en kage, som er så fin, at man næsten ikke nænner at spise den. Og jeg skal da ikke afvise, at jeg kunne komme til at købe mig nogle af de exceptionelt lækre værktøjer, som Julia fra Cupcakefabrikken diskede op med.
Forinden havde Julia lavet lækker frosting (glasur) og fondant (spiseligt modelervoks). Hun ville desværre ikke ud med opskriften, da hun har en bog på vej i foråret. Så jeg må selv i gang med at eksperimentere (eller måske bare vente til Julias gennemprøvede opskrifter kommer på gaden).

Lynhurtig gravad laks

Egentlig forbinder jeg gravad laks med et større projekt, hvor laksen helst skal graves ned i jorden et par dage eller i hvert fald i fryseren og ud igen, før den er klar. Men forleden fandt jeg den her opskrift på dr.dk/annemad, som både er meget enkel og meget hurtig. Og så smager det bare rigtig dejligt.

Det skal du bruge:
En lakseside
3-4 spsk flagesalt
3-4 spsk hvidt sukker
2-3 spsk tørrede dildspidser
Et bundt frisk dild

Sådan gør du:
Sørg for at få en god, frisk laksesiden – så bliver resultatet altså bedst. Siden skæres i fine skiver. Læg kniven næsten vandret med fisken og skær så stille og roligt ud af. Fortsæt indtil du når skindet. Det gør ikke noget, hvis det bliver lidt ukurant – det gjorde mit i hvert fald, men smagte glimrende alligevel. Læg det hele i en skål. Vend sukker, salt og tørrede dildspidser sammen og hæld det over laksen. Bland det hele godt sammen, så du er sikker på, at blandingen er fordelt over alle laksestykkerne. Fordel laksen på et fad e.l. og hæld masser af hakket, frisk dild over. Pak fadet ind i film og stil det i køleren i et par timer. Tjek om sukker-salt blandingen er helt opløst inden den serveres. Server med et godt stykke brød til. Og i dette tilfælde serverede jeg en lidt tynd hummus og en frisk kikærtesalat (hakket persille, citronsaft og olie vendt i en skål kikærter).

Laksen serverede jeg som forret til min 25års fødselsdag – det var en bragende succes. Og der var desuden masser til madpakken dagen efter.

Bon appetit!

Tabouleh

… Også kendt som bulgursalat. Men i dette tilfælde på palæstinensisk maner. Det vil sige, at hovedingrediensen faktisk er persille i stedet for bulgur. Det giver en skøn, frisk og lidt anderledes salat, der passer rigtig godt til både rødt og lyst kød. Og sikkert også alt muligt andet.

Du skal bruge:
1 dl grov bulgur
Et stort bundt bredbladet persille (almindelig eller kruspersille kan også sagtens gå)
Et rødløg skåret i tynde skiver
Kernerne fra et halvt granatæble
Saften fra 1-2 citroner
2 spsk god olivenolie
Et lille drys salt og peber

Sådan gør du:
Skyl bulguren i vand. Koges i ca. 8-10 min. Lad den køle af. Bland grøntsagerne. Bland bulguren i, når den er kølet af. Smag til med citronsaft, olie, salt og peber.

Salaten her er sådan set bare en grundopskrift, som man kan lege lidt med som man har lyst. Man kunne tilsætte flere grøntsager, fx peberfrugt, sukker eller friske bær om sommeren. Bulguren kan også skiftes ud med perlespelt, couscous eller hvad man lige har i skabet.

Fransk løgsuppe

En klassiker hjemme hos mig – måske ikke det smukkeste at se på, men det smager rigtig dejligt. Og så er det temmelig nemt at lave.

Du skal bruge:
500 g løg, skåret i skiver (rødløg, skalotteløg, alm. løg – du bestemmer, det hele dur – også en blanding)
0,5 l hønsefond
1 fed finthakket hvidløg
1 skive brød
Lidt revet parmesan
Frisk rosmarin
Friskrevet muskatnød
Salt og peber

Sådan gør du:
Steg løgene ved svag varme i en smule olie til de er bløde gennemsigtige. Tager mellem 20-30 min. Tilsæt hvidløg og rosmarin og lad det stege med et par min. Tilsæt hønsefond og lad det koge godt igennem. Smag til med salt, peber og muskatnød. I dette tilfælde har jeg blendet suppen, men det smager også dejligt som det er – det giver lidt ekstra struktur til suppen. Hæld suppen i ildfaste skåle. Læg en skive brød ovenpå og riv lidt parmesan ovenpå. Sæt i ovnen ved høj varme, ca. 225 grader, til osten er smeltet og fint gylden. 5-10 min.

Et voila – brød og suppe i ét.