Confit de canard – langtidsstegte, supermøre andelår

Jeg har kastet mig over en god gammel, fransk klassiker. Andelår, der har simret meget forsigtigt i sit eget fedt i mange timer. Kødet bliver fantastisk dejligt mørt. Bevares, det er ikke ligefrem en slankende ret – men hvis du tænker, at du virkelig vil forkæle dig selv og dem du holder af i weekenden, så er det her et fremragende bud. Andelårene har desuden den fordel, at de bliver konserveret, hvorefter de kan holde sig i månedsvis i køleren. Så kan du hive dem frem, når de skal bruges. Men brug en lidt større beholder, så de meget møre lår ikke falder fuldstændig fra hinanden på vej op. Den lektie fik jeg lært – deraf det knapt så heldige billede. Men lad være at dømme på udseendet – de smagte fantastisk! Her serveret med små, bagte aspargeskartofler og grønne bønner med en frakke af parmaskinke. Jeg lavede en forholdsvis lille portion, da jeg ikke lige havde flere andelår på lager, men det kan varmt anbefales at lave en ordentlig portion, så du har til et par gange i køleren. I denne opskrift bruger jeg ramsløg, fordi jeg lige havde været en tur i skoven, da jeg gik i gang med projektet. Men som altid kan du bruge præcis de urter du har lyst til.

Du skal bruge:
4 andelår
250-400 g andefedt (der skal være nok til at dække lårene. Brug evt. smagsneutral olie til at dække helt, hvis du ikke har fået nok andefedt. Jeg fandt det i Irma, men du kan også få det hos din slagter, hvis du bestiller lidt i forvejen).
En håndfuld ramsløgsblade
En lille håndfuld frisk timian, befriet for de groveste kviste
4-5 fed hvidløg
Groftkværnet peber
1 spsk sukker
2 spsk salt

Sådan gør du:
Dag 1:
Rens lårene grundigt for urenheder som blod og rester af fjer. Skyl urter og hvidløg grundig og tør dem i et rent viskestykke. Knus salt, sukker, peber, urter og hvidløg i en morter, så det bliver til en ensartet pasta. Gnid lårene ind i blandingen. Læg lårene i en plasticpose og lad dem marinere i køleskabet natten over.

Dag 2:
Smelt fedtet i en gryde. Børst lårene af, så grundigt som muligt. Kog lårene meget forsigtigt i fedtet. Dvs. ved det laveste blus dit komfur kan klare, i ca. 3 timer. Det er vigtigt, at lårene ikke steger, så bliver de bare hårde og triste. Kom andelårene i en bred beholder, der kan klare lidt varme og som lukker tæt. Hæld fedtet over, så det dækker lårene. Her holder de sig i 4-6 måneder i køleskabet og du kan tage af dem lidt ad gangen.

Når du vil spise dem:
Tag beholderen ud et par timer før, så fedtet ikke er for hårdt. Varm en pande op, så den er meget varm. Steg lårene et par minutter på hver side, så skindet bliver sprødt og server dem med det samme, mens de stadig er varme. Dét er en himmelrigsmundfuld!

Server dem som her, helt klassisk med kartofler og grøntsager eller striml kødet og lav en lækker, varm salat, brug det i et pitabrød eller måske endda en sandwich.

Tilbehør:
Bønnepakkerne er meget nemme at lave. Tag en håndfuld grønne bønner og rul et stykke parmaskinke om dem. Læg dem i et fad, hæld friskkværnet peber over og giv dem 20 min. i ovnen ved 200 grader.

Kartoflerne er skyllede og skrubbet rene for jord og skidt. Derefter er de vendt i olie, salt og peber og bagt ca. 40-50 minutter i ovnen, også ved 200 grader.

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s