Burger med grillet aubergine, rødløgskompot og frisk salsa

Burger med grillet aubergineHer kommer en variant af burgeren, der bruger nogle lidt andre grøntsager end de klassiske, salat, tomat og løg. Burgeren behøver efter min mening ikke mere tilbehør – jeg blev i hvert fald rigeligt mæt. Men den kan selvfølgelig serveres med en gang fritter eller kartofler i enhver afskygning, hvis man synes det hører sig til. Jeg synes, at den grillede aubergine er superflot og gør en helt almindelig burger meget mere interessant. Du kan også bruge grillet aubergine i alle mulige andre sammenhænge – det er fx et dejligt tilbehør til grillmad og kan danne basis for en dejlig, varm salat.

Det skal du bruge (2 pers.)
2 burgerboller
300 g oksekød
2 skiver god ost (fx cheddar)
1 aubergine
Salt
Olivenolie

Rødløgskompot:
2 rødløg
2 spsk rød balsamico
1 spsk rørsukker
1 tsk salt
Friskkværnet peber
En lille smule olivenolie

Frisk salsa
1 håndfuld modne og smagfulde cherrytomater (du kan tjekke, om tomater er gode ved at dufte til dem – dufter de af tomat er det perfekt. Dufter de vandet eller bare ikke er noget, så vælg nogle andre)
1 skalotteløg
1 fed hvidløg, presset
1 spsk hakket basilikum
1 spsk hakket koriander
Salt
Peber
Olivenolie

Sådan gør du:
Start med salsaen, så den kan stå og trække, mens du laver resten. Hak tomaterne og løget fint. Bland tomater, løg, hvidløg og krydderurter sammen. Giv den et godt skvæt olivenolie og smag til med salt og peber, så smagene kan stå og samle sig.

Derefter gør du bøfferne klar. Del kødet i to og saml dem til kugler. Giv dem et lille tryk, så de bliver lidt mere flade i det – men pas på med at gøre dem alt for flade, så bliver de bare tørre. Drys med salt og peber.

Gør løgkompotten klar. Skær løgene i skiver og steg dem på en pande med lidt olie ved svag varme i 5-10 min. Tilsæt balsamico, salt, sukker og peber og lad det stå ca. fem minutter længere. Tag af varmen.

Tænd en grillpande (du kan selvfølgelig også bruge en grill). Skær auberginen i skiver på ca. 1/2 cm. Panden eller grillen skal være så varm som muligt – ellers får du ikke de lækre mærker fra grillen. Pensl auberginerne med lidt olie og læg dem på panden. Giv dem ca. 2 min. på hver side eller til de har fået flotte stegemærker. Men pas på med at flytte for meget på dem – så kommer mærkerne nemlig ikke. Læg dem på et stykke køkkenrulle og giv dem en smule salt. Derefter varmer du grillpanden helt op igen, så den er klar til kødet. Steg bøfferne 2-3 minutter på hver side alt efter tykkelse og hvor rød du kan lide din bøf. Læg til sidst et stykke ost på hver bøf.

Saml burgerne – først bøf, så aubergine og til sidst topper du burgeren med løgene. Server med salsaen. Det er selvfølgelig også tilladt at bruge ketchup, sennep eller hvad man ellers har lyst til i sin burger. Og så kunne man jo lige sætte prikken over i’et med en dejlig mørk øl.

Advertisements

Stegte rødspætter

Stegte rødspætterEn dejlig, dansk klassiker, der holder hele vejen igennem. Jo friskere fisk, jo bedre. Server med nye kartofler og persille – dansk, når det er bedst.

Til to personer

Du skal bruge:
2 hele rødspætter (få evt. fiskehandleren til at flå og rense dem – det gør jeg altid)
4-5 spsk hvedemel
Salt og peber
Smør
Olie
Frisk persille, hakket

Sådan gør du:
Skyl fiskene grundigt og sørg for, at alt blod og andre urenheder er fjernet. Halen og finnerne kan du sagtens lade sidde – de er med til at give rigtig god smag og kan sagtens spise. De bliver sprøde ligesom flæskesvær, når de bliver stegt. Bland mel med godt med salt og peber. Vend fiskene i melblandingen – sørg for at hele fisken er dækket.

Sæt en stor pande over med godt med olie og en klat smør. Tænd for panden på middel varme. Når smørret er bruset af steges fisken ca. 3-4 min. på hver side – pas på de ikke får for meget. Tør fisk er aldrig særligt lækkert. Lige inden servering smeltes endnu en god skefuld smør. Bland persillen i smørret og hæld det ud over fisken. Og så er der serveret.

Et eventyrligt bryllup

Lørdag blev vores rigtig gode venner gift. Det var en fantastisk dag med ikke mindst fuldstændig fantastisk mad. Brudeparret er begge gastronomiske connaisseurs, så menuen var gennemført, fantastisk lækker og ikke mindst akkompagneret af nogle helt fantastiske vine.

Menuen bestod af fire skønne, skønne retter, der både var sæsonprægede og perfekt tilberedt.

Bryllupsmenu

Vi startede med en meget let appetizer med gravad okse serveret på en urtemayo. Hertil var der meget nænsomt tilberedt fennikel, sprødstege svampe og skønne, syrlige ribs. Vinen var frisk og havde tilpas meget syrlighed til at bære oksen helt i hus. Og er det ikke bare en smuk anretning? Man blev helt glad af, hvor meget der var kræset for detaljen.

Gravad okse

Næste ret bestod af super frisk torsk serveret på en ærtepure, toppet med bacon og ærteskud. Kombinationen af torsk, ærter og bacon var helt eventyrlig. Og torsken var fuldstændig perfekt tilberedt – der var stadig masser af tekstur i fisken og flagerne hang perfekt sammen. Hertil fik vi en rosévin, som var noget helt særligt. Den var meget frisk i smagen og havde en næsten ferskenagtig note, som især stod virkelig godt til ærtesmagen. Ingen tvivl om, at intet var overladt til tilfældighederne.

Torsk med ærtepure og bacon

Efter en forrygende start nåede vi til hovedretten. Den bestod af mør, mør glaceret kalv ledsaget af bearnaise sifón, lækkert sommergrønt, kartofler og en meget rig og fyldig glace. At fylde bernaise i en sifón flaske er virkelig en god ide, skulle jeg hilse og sige! Det giver lige et lidt lettere udtryk til sovsen, der ellers næsten udelukkende består af smør. Kartoflerne havde fået et drys persille og citronskal. Især det sidste gjorde dem lige lidt mere interessante – et godt trick jeg vil bruge næste gang, der skal kartofler på bordet. Vinen var dyb, fyldig og rig i smagen og stod perfekt til den lige så fyldige glace, fedmen i bearnaisen og den smagfulde kalv. Super, super lækkert. Og det bedste var. at da man lige have taget sidste bid og ønskede, at der var mere kom tjenerne rundt med et fad til dem, der lige kunne spise lidt ekstra. Gennemført!

Glaceret kalv

Aftenen blev sluttet smukt af med en dejlig let og frisk dessert, der lige gav aftenen et friskt løft. Den bestod af en “kugle” med hvid chokolade og sprød chokolade serveret i en kold rabarbersuppe. Hertil fik vi en dejlig dessertvin med en god balance mellem sødme og syrlighed. Fantastisk dejlig aften, der blev smukt indrammet af en fantastisk menu.

Hvid chokolade i rabarber

Tak for en skøn aften til brudeparret. Maden var perfekt lige som resten af aftenen, der bød på virkelig smukke taler, der gav en klump i halsen på den gode måde, masser af godt selskab og masser af kærlighed.

 

Sommerferie

Så er sommerferien ved at ebbe mod slutningen. I år har jeg prøvet at hive stikket ud, så energidepoterne kunne blive fyldt helt op igen. Det er stadig nemt at mærke, at jeg er startet i mit allerførste job. Og selvom jeg er meget glad for arbejdslivet – både opgaver og søde kolleger skal jeg lige have smidt de sidste vaner fra studietiden. Måske især at være vant til at have et par måneders sommerferie.

I år tog min kæreste og jeg en tur til Kreta. Vi fandt en Sweetdeal, som lige var noget vi kunne bruge. Turen gik til Kreta, hvor vi har ladet op med en god blanding af læse-bog-ved-poolen-og-snuppe-en-lur-når-man-har-lyst, smukke naturoplevelser og hygge i Chania – en mellemstor by med masser af skønt cafeliv.

Her kommer et par billeder fra den græske madkultur, der byder på mange skønne indslag.

Det bedste sted vi kom forbi var den lille taverna “Strata”, der lå i en lillebitte sidegade i Chania. Her blev vi mødt af sydlandsk charme hos tjenerne, når det er bedst, fantastisk mad og skøn vin. Tag forbi den, hvis du har planer om en tur til Kreta. Jeg tog lam med kartofler, som var et stykke lammebov, der var tilberedt så nænsomt og længe ved lave temperaturer, at jeg tror det er det møreste stykke lam, jeg nogensinde har sat tænderne i. Kæresten valgte oksekød med ost og frisk oregano, der også smagte helt fantastisk dejligt. Oreganoen gav helt utroligt meget smag. Jeg tror det skyldes klimaet og urternes langt bedre mulighed for at vokse sig store og smagfulde.

Lam med kartofler Okse med ost og frisk oregano

Derudover er den helt store klassiker jo den græske salat, som består af tomat, agurk, oliven, olivenolie, løg og feta. I den kretanske udgaven blev fetaen udskiftet med en mildere kretansk ost, der i konsistens og smag mindede lidt om ricotta. De friske råvarer med masser af smag fra solen gør salaten til noget helt andet end den nogensinde ville kunne blive herhjemme – måske lige med undtagelse af hjemmedyrkede grøntsager. Derudover var en helt særlig kretansk specialetet en tærte med kartofler, zucchini, kretansk ost og en top af et meget tyndt lag brød drysset med feta.  Og så var den krydret med mynte, hvilket gav en dejlig overraskende og frisk smag. I baggrunden står den glimrende græske øl mythos – en dejlig frisk pilsner, der står godt til varmen.

Klassisk kretansk salat

Tærte med zucchini og mynte

Hvis du snart skal til Kreta  bliver du næsten også nødt til at tage noget af den skønne kretanske olivenolie med hjem. Den har ry for at være en af verdens bedste, hvilket jeg er tilbøjelig til at være enig i. Stoltheden fejler ingenting og forholdet til olivenolie nærmer sig franskmændenes forhold til vin. Da jeg spurgte en lokal handlende efter en olivenolie med masser af smag gav hun udtryk for en klar lettelse over, at jeg ikke bare spurgte efter den bedste. For det er ligesom med vin. Vi fik lov at smage så mange vi ville og kom hjem med flere forskellige lækre udgaver af olie – fra bitter til mellemkrydret. Skønt. Og så må du endelig ikke snyde dig selv for deres fantastiske oliven – jeg er især helt vild med deres soltørrede af slagsen. Det giver simpelthen en hel fantastisk dyb smag, der fremhæver alt det bedste ved oliven.

Håber I har haft dejlige ferier med masser af lækker sommermad – det er bare noget helt særligt. Hvad er det bedste du har spist i ferien? Har du fået ny inspiration til hverdagskøkkenet?