Tomatsalat med mozarella, oliven og basilikum

En af de rigtig gode klassikere. Normalt er den anrettet med skiftevis lag af tomat og mozarella. Men altså, hvem siger at man skal følge reglerne. Synes den er mindst lige så flot på den her måde. Og så er det jo lige nu alle ingredienserne er gode – sådan en tomatsalat er altså ikke meget ved om vinteren, når tomaterne ikke smager af noget og basilikumen er småslap. Har I nogen gode tips til tomatsalat, som vi ikke må gå glip af?

Du skal bruge (2-4 pers.)
200 g små modne cocktailtomater
En god håndfuld oliven
Frisk mozarella (hvis du rigtig vil forkæle dig selv, så køb en rigtig god bøffelmozarella)
1 håndfuld bredbladet persille, grofthakket
1 lille håndfuld frisk basilikum
1 Lime
Balsamicoglace (balsamico, der er kogt yderligere ind med lidt sukker – kan købes færdigt i god kvalitet)

Sådan gør du:
Skær tomaterne i halve. Skær mozarella i skiver (eller køb dem som sådan nogle små dutter, ligesom jeg har gjort) og hak persillen. Bland tomater, persille, mozarella og oliven. Top af med frisk basilikum, limesaft og glace.

Server en god bøf og et glas rødvin til.

Focacia med cheddar og krydderurter

Den her lækkerbisken af et madbrød fandt jeg i en af Jamie Olivers gamle kogebøger. Rigtig lækkert brød, der kan lidt mere smagsmæssigt end så meget andet. Har tilpasset det en lille smule efter, hvad jeg lige havde af krydderurter. Her kan man jo bare bruge, hvad man lige har stående.

Du skal bruge:
1 kg hvedemel
6 dl lunken vand
30 g gær
2 spsk sukker
2 tsk salt

170 g reven parmesan
200 g reven cheddar
2 store håndfulde rucola
1 stor håndfuld basilikum
2 kviste salvie
Olivenolie
Salt og peber

Sådan gør du:
Opløs gæren i vandet. Tilsæt sukker og salt. Tilsæt mel lidt efter lidt. Ælt, så længe du orker – men mininum 5 min. Hvis du har en røremaskine er det nu du bliver glad for den. Læg dejen i en skål og dæk den til med et rent viskestykke. Lad den hæve i ca. 1/2 time.

Imens river du osten og skyller rucola, basilikum og salvie grundigt. Når der er gået en halv times tid slår du dejen sammen og ruller den ud til en rektangel, der er lige så bred som din bradepande og dobbelt så lang. Læg den i bradepanden med den ene side hængende ud over. Hæld et par gode skvæt olivenolie på halvdelen, der ligger i bradepanden. Fordel sammen med lidt salt og peber. Fordel ost og krydderurter på den nederste halvdel. Tryk det hele godt ned i dejen og fold den anden side over. Tryk luften ud af brødet og klem alle kanter sammen. Fold dejkanten ned under bunden – så bliver resultatet lidt flottere at se på. Gnid overfladen med olivenolie, groft salt og lidt ekstra salvieblade. Lad den hæve til dobbelt størrelse. Bag den ved 180 grader i 25 min. Lad den køle af en halv times tid inden den skal spises.