Hvidvinsdampede muslinger

Også kendt som Moules Mariniéres. Kært barn – mange navne. Det er weekendhygge for alle pengene. Eller – muslinger er faktisk ikke så dyre igen. Fik dem her til 35 kr pr kg hos min faste fiskehandler her i Aarhus. Jeg lavede en risotto på fiskefond som tilbehør og så er et enkelt kilo nok til to personer. Man kan også lave en større portion og få dem som hovedret. Det kræver nok et kg pr person. Men stadig meget overkommeligt prismæssigt. Og meget lækkert.

Muslingerne satte rammerne for en hyggelig aften med min skønne veninde, godt akkompagneret af masser af hvidvin og gin&tonic.

Du skal bruge:
1-2 kg friske muslinger
1 løg
2 fed hvidløg
3 stænger bladselleri
Et bundt persille
Et par timiankviste
3 dl tør hvidvin
Olivenolie
Salt og peber

Sådan gør du:
Rens muslingerne meget grundigt. Hiv “skægget” af dem (det ligner faktisk lidt skæg, der vokser ud af dem) og rens dem for, hvad der ellers kunne sidde af ting og sager på skallerne. Hvis muslingerne er åbne, så bank dem mod køkkenvasken. Hvis de ikke har lukket sig i løbet af et par minutter, så ud med dem. Hak løg, hvidløg og bladselleri fint. Skyl timian og persille grundigt. Hæld et skvæt olie i gryden og tilsæt grøntsager og urter. Steg et par minutter. Tilsæt hvidvin og når det koger så plumpes muslingerne i gryden. Drys Sæt låget på og giv muslingerne 4-5 min. Ryst gryden godt ind i mellem, så varmen fordeler sig jævnt. De muslinger, der ikke har åbnet sig i varmen smides væk. Resten af muslingerne tages op af gryden, så de ikke får mere varme. Smag suppen i bunden til med salt og peber.

Server med risotto som jeg gjorde eller bare helt enkelt sammen med et stykke brød. Kan både serveres som forret og hovedret.
Efter sådan en portion kan man kun være glad og tilfreds.

Advertisements