Gulerodskage med flødeostecreme

GulerodskageHer har du noget af en lækkerbisken, der tilfredsstiller enhver kagelyst. En lækker og svampet sag, der sammen med flødeostecremen går op i en højere enhed. Det er min mors opskrift, der har holdt til alt fra fødselsdagskagetog, da jeg var barn – til kagen jeg i dag tager med på arbejde, når det er min tur i kageordningen. Er du til en lidt mindre syndig version er den også rigtig dejlig med lidt flormelis drysset over.

Du skal bruge (gulerodskagen):
300 g mørk farin eller muscovadosukker (vælger du muscovadoen bliver det en lidt mere “voksen” kage)
2 dl smagsneutral olie (fx raps, solsikke eller majs)
4 æg
275 g hvedemel
1 tsk vanillesukker
2 tsk bagepulver
1 tsk natron
1 tsk salt
2 tsk kanel
Evt. 1 tsk stødt ingefær, lidt stødt kardemomme, nelliker eller hvad du lige har i gemmerne (kagen bliver kun bedre af lidt ekstra smag – men det kan selvfølgelig blive for meget. Så sørg for, at der ikke kommer mere end 3-4 tsk krydderi i kagen)
375 g revne gulerødder
1 dl rosiner
50 g nødder (valnødder, hasselnødder, mandler, pekan e.l.)

Flødeostecreme:
120 g blød smør
200 g flødeost naturel
3,5 dl flormelis
2 tsk vanillesukker
Skallen fra en økologisk citron

Sådan gør du (kagen):
Rør farin og olie sammen. Rør æggene i og pisk grundigt. Bland mel, vanillesukker, bagepulver, salt, natron og krydderier sammen i en anden skål. Vend forsigtigt de tørre ingredienser i æggeblandingen. Vend gulerødder, rosiner og nødder i dejen. Det er meget vigtigt, at du ikke pisker igennem i de sidste to trin, da det får kagen til at blive klæg og tung. Jo mindre du rører i den efter det tørre og det våde er blevet blandet jo luftigere bliver den – den skal kun lige akkurat være blandet sammen.

Hæld kagen i en mellemstor bradepande (ca. 25×35 cm) og bag ved 175 grader i ca. 45-50 min. Hold øje med den undervejs. Tjek om den er færdig ved at stikke en skarp kniv i kagen – hvis der ikke følger dej med er den færdig. Køl af.

Flødeostecreme:
Pisk smør, vanillesukker og flormelis sammen. Tilsæt flødeost og citronskal og pisk til den har den ønskede konsistens – men pas på du ikke pisker for længe, for så bliver den helt flydende.

Når kagen er kølet godt af fordeler du cremen over.

Server med en god kop kaffe eller the.

Amerikanske cookies

Er der noget bedre end en rigtig dejlig blød og sej cookie, som kan tilfredsstille selv den mest standhaftige chokolade-craving? Her er der et rigtig godt bud på sådan én. Put dem i en kagedåse og de holder sig lækre og friske i flere dage eller gør som jeg – pak dem i en picnic-kurv sammen med en kaffekande og tag veninden eller kæresten under armen. Simpelthen ikke noget hyggeligere end en tur i skoven eller på stranden med gode sager i kurven. Og selvom det går mod koldere dage, så kan det stadig lade sig gøre at nyde naturen i en god varm sweater. Opskriften har jeg fundet hos Sarah, som laver sådan nogle dejlige kager.

Det skal du bruge (18-20 stk.):
225 g blødt smør
330 g brun farin
2 æg
1 tsk vanillesukker
320 g mel
1 tsk natron
1/2 tsk salt
300 g hakket chokolade, fx en blanding af hvid og mørk chokolade (sørg for at bruge en chokolade af god kvalitet)
100 g hakkede valnødder

Sådan gør du:
Pisk farin og smør sammen med en elpisker eller i en køkkenmaskine. Bliv ved med at piske til du har en lys og let masse og sukkeret er helt opløst. Pisk æg og vanille i. I en anden skål blandes alle de tørre ingredienser, dvs. mel, natron og salt. Vend  de tørre ingredienser i de våde. Til sidst blandes chokolade og nødder forsigtigt i dejen.

Tænd ovnen på 200 grader. Beklæd en bageplade med bagepapir. Sæt ca. 2 spsk dej pr. småkage. Tryk dejen flad inden du sætter den næste, så du har en ide om, hvor meget de fylder. Det passede med 9 cookies pr. bageplade for mig. Hvis du hellere vil have lidt mindre cookies, så sætter du bare mindre dej pr. kage. Men vær opmærksom på, at de skal have lidt mindre tid i ovnen så.  Bages ca. 8-10 minutter til kagerne har fået en fin lysebrun farve i kanten. Lad dem køle af på en rist og læg dem i en kagedåse så snart de er blevet kolde.