Tapas-menu

Tapas er efterhånden blevet en god gammel ven i mit køkken. Det er perfekt til når der kommer venner og familie på besøg – men også til en aften, hvor man bare hygger med kæresten, veninden eller kammeraten.

Her får du et bud på en lille menu med fem små retter. Og så er det jo aldrig af vejen at servere rigtig gode oliven og brød ved siden af – og meget gerne god rødvin eller måske en corona med en lime i toppen. Mængderne er tilpasset til to personer. Timing er ret vigtigt, når det kommer til tapas – det halve skal helst ikke blive iskoldt inden der er serveret. Så læs opskrifterne igennem inden du er i gang, så du har en ide om, hvor lang tid de forskellige retter tager.

Bacondadler1. Bacondadler
Kombinationen lyder umiddelbart lidt mærkelig, men det smager virkelig godt! Det søde med det salte er et virkelig godt match med masser af interesse. Man skal bare ikke have for mange af dem – så nu er I advaret. Det er en tung basse, som hurtigt bliver for meget.

Det skal du bruge:
6 dadler
3 skiver bacon
En lille smule olivenolie

Sådan gør du:
Skør baconstykkerne i halve, så du har seks skiver. Vikl baconen om dadlerne. Steg bacondadlerne i en lille smule olivenolie. Start med den side, hvor du har samlet baconen. Steg baconen sprød på alle sider og læg dem på fedtsugende papir (køkkenrulle).

Enchiladas med chorizo2. Enchiladas med chorizo
Chorizo bagt i butterdej – enkelt og lækkert.

Det skal du bruge:
Ca. 100 g god chorizo, skåret i mindre tern
3 plader butterdejsplader (her fra supermarkedet – du kan selvfølgelig også lave den selv, men her er den hurtige løsning)
1 æg til pensling

Sådan gør du:
Tag butterdejspladerne op i god tid og lad dem tø op på bagepapir – så er det nemt at håndtere dem senere. Skær chorizoen i forholdsvis grove tern. Tag et glas med en diameter på ca. 8-10 cm. Lav seks butterdejscirkler af butterdejen. Fordel ca. en spsk chorizotern til hver butterdejscirkel. Fugt dine fingre med vand og kør rundt i kanten af butterdejen. Fold butterdejen på midten. Saml dejen ved at “ridse” med en gaffel hele vejen rundt i kanten – på begge sider af enchiladaen. Pensl med æg og bag dem i 10-12 min. ved 200 grader.

Aioli3. Aioli
Den gode, gamle hvidløgsmayonaisse. Skøn dyppelse til et tapasbord.

Det skal du bruge:
1 pasteuriseret æggeblomme (salmonellaen skulle efter sigende være udryddet, i hvert fald i økologiske æg. Så du kan også fint bruge en frisk økoblomme).
1-2 dl smagsneutral olie, fx majs eller vindruekerne
1 skvæt sherry- eller hvidvinseddike
1-2 fed hvidløg (efter hvor vild man er med hvidløg)
Salt og peber
Lidt frisk, hakket persille (lidt ukonventionelt – men jeg synes det er dejligt med lidt grønt i også)

Sådan gør du:
Hæld blommen, pressede hvidløgsfed, eddike, salt og peber i en skål. Pisk det godt sammen. Hæld meget lidt olie i ad gangen, mens du pisker kraftigt. Bliv ved til mayonaissen har den ønskede konsistens. Bland persillen i. Sæt på køl til den skal serveres – meget gerne en times tid, så den ikke er alt for lunken og trist.

Smørstegte svampe4. Smørstegte svampe
Her kan du bruge de svampe du har lyst til – svampe stegt i smør og hvidløg er en meget simpel, men meget lækker lille sag.

Det skal du bruge:
200 g champignon eller en anden type svampe. Portobello bliver nok lige store og voldsomme nok, men ellers er der frit valg på alle hylder.
1 god klat smør
2 fed hvidløg
Et skvæt citronsaft
Olivenolie
Friskhakket persille

Sådan gør du:
Børst eller vask svampene. Hvis du vasker dem under vand (som man egentlig ikke må – men nogen gange er det altså bare umuligt at få dem rene uden) så sørg for at tørre dem godt af bagefter. Skær de værste stilke af. Varm olivenolie og smør på panden – lad smørret bruse af. Pres hvidløgsfed og brun dem i et halvt minuts tid. Tilsæt svampene og lad dem sautere ved høj varme indtil de har absorberet det meste af fedtstoffet.  Rør i svampene undervejs. Skru ned på svag varme indtil svampene har smidt en god mængde væske. Skru op igen og sauter indtil væsken er næsten fordampet. Smag til med citronsaft, salt og peber. Pynt med hakket persille.

Sprød mangosalat5. Sprød mangosalat
Sprøde salater, fx romaine, hjerte, iceberg eller cos.
En lille håndfuld rucola (selvom rucola egentlig også er en salat kan jeg bedre lide at bruge den som en form for krydderurt pga. den ret bitre smag)
1 frisk, rød chili
1 lille, moden mango
1-2 tsk æblecidereddike eller en anden god, lys eddike

Sådan gør du:
Vask salaten grundigt. Ryst så meget vand som muligt af – her kan jeg varmt anbefale en salatslynge, som er en af mine egne nyanskaffelser. Gør det der med salaten tyve gange lettere. Skræl mangoen med en kartoffelskræller. Bliv ved med at skrælle skriver af mangoen – eller brug en skarp kniv til at lave helt tynde mangoskiver. Hak chilien nogenlunde fint. Bland det hele sammen med et skvæt æblecidereddike.

Advertisements

Mango/kokos salat

Mango/kokos salatEn lille asiatisk let og frisk sag, der gør sig rigtig godt med fisk og andre lette sager.

Det skal du bruge: 
1 moden mango
1 frisk, rød chili
1 lille stykke ingefær
1 fed hvidløg
2 spsk kokosmel (du kan med fordel bruge frisk kokos – jeg havde bare kun kokosmel den dag)
1 lime
1 spsk æblecidereddike

Sådan gør du:
Skær mangoen i små tern. Hak chili, ingefær og hvidløg fint. Bland alle ingredienser sammen og lad det trække i ca. 10 min.