Marcipankugler med hvid chokolade og lakrids

En andenMarcipankugler med hvid chokolade og lakrids variant af marcipankuglen – denne gang med en af mine absolutte yndlingskombinationer. Hvid chokolade og lakrids. De to er bare skabt til hinanden – og har du endnu ikke prøvet det, så kan det kun gå for langsomt med at få prøvet det.

Det skal du bruge:
200 g marcipan
100 g usaltede pistacienødder
200 g hvid chokolade
2-4 spsk galliano (du kan sagtens bruge andre typer alkohol – fx rom eller cointreau – brug, hvad du godt kan lide)
Lakridspulver (jeg brugte Johan Bülows rålakrids – virkelig lækker!)
Flormelis

Sådan gør du:
Hak pistacienødder groft. Hæld flormelis ud på bordet. Ælt alkohol, nødder og marcipan sammen med lidt flormelis. Tril marcipanen til små kugler på størrelse med en valnød. Lad dem hvile en halv times tid i køleskabet.

Smelt chokoladen over vandbad – stille og roligt. Dyp marcipankuglerne i chokoladen og sæt dem på en bageplade med bagepapir. Giv dem et drys lakrids inden chokoladen stivner.

Lad chokoladen stivne helt. Opbevar marcipankuglerne på køl i en tætsluttende beholder.

Marcipankugler med rom og valnødder

NøddemarcipanBlomsterberg-inspireret marcipan. Super lækkert – og så synes jeg, at de blev rigtig fine at se på også. Alkoholen giver lige det ekstra, så man ikke bliver træt af dem efter to mundfulde.

Det skal du bruge:
200 g marcipan
2-4 spsk god, mørk rom
150 g valnøddekerner
200 g mørk chokolade
Flormelis

Sådan gør du:
Hak 50 g af valnødderne groft. Hæld lidt flormelis ud på et bord. Lav en fordybning i marcipanen og hæld rommen og de groft hakkede valnødder derned. Ælt langsomt det hele sammen. Tril marcipanen til pølser og skær dem ud i små stykker. Tril marcipanen i små kugler og læg dem på køl.

Imens smeltes chokoladen langsomt over vandbad og resten af valnødderne hakkes meget fint. Brug evt. en foodprocessor – så går det lidt nemmere. Dyp de kolde marcipankugler i chokoladen og tril dem i de finthakkede valnødder bagefter. Sæt kuglerne på et stykke bagepapir. Lad de færdige marcipankugler køle helt af i køleskabet – gerne natten over.

Himmerigsmundfulde

Her kommer opskriften på konfekten, som min mor kalder “himmerigsmundfulde”. Det er hvid chokolade blandet med hakkede hasselnødder og usaltede pistacienødder på en bund af marcipan og til sidst dyppet og pyntet med mørk chokolade. Det er sådan et stykke marcipan, som man kun behøver et par stykker af – til gengæld får du stillet både chokolade og marcipan cravings i én mundfuld. Konfekten kræver en lidt længere proces end klassikere som marcipanklat dyppet i chokolade for til sidst at få en nød som pynt – men den er uden tvivl det værd.

Det skal du bruge (fylder ca. 2 glas af pæn størrelse/lille kagedåse):
200 g hvid chokolade (jo bedre chokolade, jo bedre konfekt)
1 dl piskefløde
25 g usaltede pistacianødder, grofthakket
25 g hasselnødder, grofthakket
Ca. 100 g mørk chokolade

Sådan gør du:
Start med at smelte den hvide chokolade over vandbad. Hak den først, så går det lidt nemmere. Pas på med at skrue for højt op for varmen, så bliver chokoladen helt umulig at have med at gøre. Når al chokoladen er smeltet piskes fløden forsigtigt sammen med chokoladen. Tag gerne fløden ud af køleskabet lidt før du skal bruge den, så den ikke er iskold og gør det svært at røre sammen. Rør de hakkede nødder sammen med chokolade/fløde blandingen og stil den på køl.

Imens rulles marcipanen ud, så den passer til bunden af et firkantet fad. Skær til med en kniv. Jeg bruger selv to fade i størrelsen 12×12 cm – så har du lidt at gå efter. Men størrelsen er ikke fuldstændig afgørende – det handler sådan set bare om at have nogle sider, som chokolade/fløde blandingen kan sætte sig i. Med den her størrelse bliver højden på konfekten ca. som på billedet. Brug evt. lidt flormelis til at få marcipanen til at makke ret. Beklæd fad/ene med bagepapir og læg den udrullede marcipan i bunden. Derefter hælder du fløde/chokoladeblandingen ud over. Og nu skal den sådan set bare sætte sig natten over i køleskabet.

Dagen efter skulle chokoladen gerne være stivnet så meget, at du kan skære pladen ud i mindre stykker. Skær stykker ud på ca. 2×2 cm. Slut af med at dyppe bunden i smeltet, mørk chokolade. Sæt dem på et stykke bagepapir og lav den sidste finish med nogle striber af chokolade – jeg brugte bare en ske til at “hælde” striber over – det kan sagtens lade sig gøre, hvis du er lidt hurtig på fingrene.

Et voila – så er der himmerigsmundfulde til den søde juletid. Opbevar konfekten i kagedåser eller patensglas. Husk at lægge et stykke bagepapir mellem dåse og låg, så de lige kan ånde en lille bitte smule. Opbevar gerne på køl, så holder de længere.

Skønne biscotti til kaffen

De her dejlige biscotti lavede jeg egentlig ved juletid. Men man kan sagtens lave de gode (og meget nemme) dyppe-i-kaffen-kager resten af året også.

Du skal bruge:
250 g mel
250 g sukker
3 æg
150 g mandler
200 g marcipan
1/2 tsk bagepulver
Kornene fra 1 vanillestang
Evt. stødt kardemomme, stødt stjerneanis eller andet krydderi – det giver lidt ekstra interessant smag til kagerne.

Sådan gør du:
Bland mel, sukker, vanille, bagepulver, evt. krydderier og hele mandler (med skal og det hele – nemmere bliver det ikke). Smuldr marcipanen i dejen. Brug til sidst de tre æg til at samle dejen. Brug meget gerne en røremaskine til dejen – det gør det meget lettere. Hvis du ikke har sådan én vil jeg anbefale dig at bruge kødkrogene på din elpisker, da dejen simpelthen bliver for tung at røre sammen med håndkraft.

Del til sidst dejen i tre lige store stykker. Tril stykkerne til pølser på ca. 4 cm. Læg dem på en bageplade og bag dem 20 min ved 175 grader.

Tag kagerne ud af ovnen og skær dem med det samme i skiver (gerne på skrå, så bliver de rigtig flotte). Læg dem på en bagerist og bag dem yderligere 15 min ved 150 grader, så de bliver ristet helt sprøde.

Køl dem af og læg dem i en kagedåse. Så har du dejlige småkager til kaffen et godt stykke tid.