Bagt torsk med søde kartofler og fennikel

Bagt torsk i hyldesaftDet her er en super nem måde at tilberede torsk, eller hvid fisk i det hele taget, så det bare smager rigtig godt. Torsken er bagt i selskab med et par skefulde hyldeblomstsaft og en klat smør. Rodfrugter af enhver slags går rigtig godt til fisken, men især fennikel er godt. Anistoner og fisk kan noget helt særligt sammen. Her har jeg også serveret med søde kartofler for at give lidt mere fyldighed og runde retten af.

Det skal du bruge (2 pers):
300 g torskefilet
1-2 tsk hyldeblomstsaft (ufortyndet)
20 g smør
Salt og peber

400 g søde kartofler
1 fennikel
1 rød chili
1 stykke ingefær på størrelse med en valnød
1-2 fed hvidløg
Olivenolie
Lime
Salt og peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 225 grader. Skræl kartofler og skyl fennikel. Skær kartoflerne i tern og fennikel i skiver. Sæt dem på spyd – eller nøjes med at lægge dem i et ildfast fad. Spyddene gør det bare lidt mere hyggeligt at gnaske i. Hak chili, hvidløg og ingefær fint. Bland med olie,  salt og peber. Pensl kartofler og fennikel med chili/ingefær olien. Bages 20 min.

Imens lægges torskefileterne i et fad på et stykke bagepapir. Læg dem sådan, at papiret kan foldes rundt om fisken bagefter. Hæld 1-2 spsk hyldeblomst over fileterne, drys med salt og peber og slut af med en klat smør. Bages ca. 12-14 min.

Server evt. med en mango/kokos salat.

Efteråret nærmer sig…

…men frygt ej! For nu er vi jo nået dertil, hvor alle de fantastiske rodfrugter kommer i sæson. Åh, hvem der kunne leve af rodfrugter året rundt. Eller, måske ikke. Men det er nu virkelig en lækker spise. Specielt når de er bagt i ovnen med olivenolie, masser af friskkværnet peber og frisk rosmarin. Ah, men så bliver det ikke meget bedre. Og så bliver det lige lidt nemmere at leve med, at det både bliver koldere og mere gråt i gråt.

Sidste weekend var jeg til FOOD Festival i Aarhus, hvor jeg blandt andet fik denne herlige fangst med hjem:

Skøn symfoni af efterårs-hit! Rødbeder, friske majs og forskellige gulerodssorter (der både smager dejligt og ser virkelig skønne ud). Festivalen bød på mange spændende boder, hvor jeg bl.a. prøvede stikkelsbær-is, lakridsmarineret gris, tang-chips og masser af andre lækkerier. Det eneste minus var, at der var alt for lang kø til alle herlighederne. Men bliver simpelthen så glad over, at der er kommet så meget fokus på gode råvarer og kvalitet frem for kvantitet. Mere af det, tak!

Gulerødderne blev senere til en dejlig gang bagte rodfrugter i selskab med fennikel, rødløg og rosmarin. Det kræver ikke andet end at du skærer dem i nogenlunde lige store stykker og giver dem mellem 20-30 minutter ved 200 grader. Brug gerne masser af friske krydderurter – her har jeg brugt rosmarin, men timian, oregano, salvie og hvad man ellers kan finde på ville også være meget lækkert. Kun fantasien sætter grænser. Rodfrugterne kan også varieres i det uendelige – græskar, hokkaido, søde kartofler, selleri, persillerod, pastinakker smager alle sammen skønt på deres helt egen måde.

Rødbederne lavede jeg for sig selv en anden dag. Man kan simpelthen lave så flot mad med rødbeder – læg mærke til det mønstret i midten, når man skærer dem i skiver. Synes det er helt vidunderligt. Og selvom man ikke skal dømme en bog på dens omslag, så smager maden altså bare lidt bedre, når den er smuk at se på.