Sommer Sangria

SangriaSommertid er studentertid. Og i år var det min lillebrors tur. Jeg havde lovet min mor at lave en velkomstdrink til studentergildet. Og eftersom min lillebror er lidt af en sucker for spansk kultur faldt valget naturligt på sangria.

Jeg ville dog være sikker på, at det blev et hit, så jeg valgte en opskrift fra mesteren af dinnerparties. Martha Stewart herself. Resultatet blev en lækker, frisk og sommerlig sangria, der endda fik et par af gæsterne til at skifte mening om sangria. De havde tilsyneladende kun smagt grisefest-versionen – og så kan jeg egentlig godt forstå, at man ikke er faldet for den spanske sommerdrik. Men her får du opskriften på en sangria, der uden tvivl vil løfte stemningen til din sommerfest.

Du skal bruge (to glas til ca. 15-20 pers.)
12 økologiske appelsiner
6 økologiske citroner
1 bakke jordbær
2-3 dl sukker
3 flasker rødvin (jeg brugte en spansk rødvin, der smagte af frugt og ikke alt for tør)
1,5 dl god cognac
1,5 l danskvand
Godt med isterninger

Sådan gør du:
Pres seks af appelsinerne og skær resten i tynde skiver. Skær også citronerne i skiver. Del skiverne i fire, så de lettere kan passe ned i et glas. Skyl jordbærrene og skær også dem i skiver. Bland det hele i en bowle lige inden den skal serveres. Jo længere den står jo mindre bobler fra danskvandet – så vent gerne til sidste øjeblik. Smag evt. sangriaen til med lidt ekstra sukker eller citronsaft alt efter om den mangler sødme eller syrlighed.

Og det er såmænd det hele. Håber I nyder sommeren derude – her er i hvert fald et godt bud på at gøre den endnu lækrere.

Hyldeblomstsaft anno 2013

Så er det nu du skal ud at plukke hyldeblomster til dejlig, dejlig hjemmelavet hyldeblomstsaft. Jeg tror endda, at de dejlige blomster snart synger på sidste vers – så skynd dig på jagt efter dem. Her får du et par billeder fra min portion i år – det blev til fem dejlige flasker, der nu står i køleskabet og ser skønne og fristende ud hver gang man åbner. Se her, hvordan du laver den.

Jeg fik for nyligt et godt tip til at få så meget smag som muligt ud af de dejlige hyldeskærme – man skal faktisk undgå at skylle dem. Når man skyller dem i vand skyller man nemlig samtidig en stor del af den fine blomsterstøv af, som rummer rigtig meget smag. Hvis der er lidt smådyr i skærmene kan du først og fremmest ryste dem grundigt – men det bedste tip er at lade dem ligge en time eller to på et fugtig viskestykke.

Hyldeblomster

På hyldejagt

Hyldeblomstsaft