San Francisco: Bar Crudo

Ferien til San Francisco har budt på en række dejlige madoplevelser. Mad og især sundhed fylder rigtig meget i byen, hvilket jeg selvfølgelig har været meget begejstret for. At fisk og skaldyr er en stor del af køkkenet er ikke overraskende, eftersom byen ligger i en kæmpestor bugt med masser af mulighed for fiskeri. Her får du lige lidt billeder fra den skønne Bar Crudo, der ligger på Divisadero tæt på Haight St, der er et super hyggeligt område med masser af små butikker, barer og restauranter.

Vi startede aftenen med et fad med forskellige lækkerier fra havet – alt fra østers til krabbe.
Fiskefad

Derefter fik vi forskellige hovedretter. Jeg valgte ørreden serveret med grillede asparges, friske ærteskud, fava bønner og en hvidløgsvinaigrette. Den var perfekt stegt og så god! Derudover blev der bestilt chilirejer og hummersalat. Fantastisk lækkert alt sammen.

Kommer du forbi San Francisco er den klart et besøg værd. Find den her.

Ørred

ChilirejerHummersalat

Advertisements

En aften på Kählers Spisesalon

Forleden aften var min kæreste og jeg ude at få lidt at spise – han holder stædigt fast i, at vi skal fejre vores halvårsdag på trods af, at vi snart runder 7 år i hinandens selskab. Vakler lidt imellem, om jeg synes det er vildt romantisk eller lidt småtosset – men om ikke andet, så kan det altid bruges som en rigtig god undskyldning for at tage ud at spise.

Vi besluttede at tage på Kählers Spisesalon. Forinden havde jeg kun været inde og få en kop kaffe og et stykke kage. Kagen kan uden tvivl anbefales. Det kan deres aftenmenu også – men man skal være forberedt på, at udvalget ikke er stort. Men det er jo egentlig heller ikke tanken bag restauranten, som netop tager de danske sæsoner til sig og tilbyder mad, der passer til sæsonen. Dejligt koncept. Aftenen startede med en lille aperitif i form af et glas mousserende vin (måske en cava… er ikke sikker, men det smagte dejligt, og det må vel være det vigtigste).

Vi valgte at tage en menu med forret, hovedret og dessert og så fik vi en vinmenu til. Jeg indrømmer blankt, at jeg ikke ved ret meget om vin – jeg synes tjenerne valgte nogle dejlige vine, der passede godt til maden, men helt ærligt, så skal der heller ikke så meget til, før jeg synes en vin er god.

Maden er til gengæld en anden snak. Til forret fik vi en agurkesuppe med røget hellefisk (øverst til højre på billedet). Det var en overraskende god kombination. Suppen var toppet med gode, store stykker sprød radisse, som rundede suppen dejligt af. Frisk, sprød og masser af smag. Den kan klart anbefales. Dog en lidt rigelig stor portion til en forret, men det var også det eneste jeg kan finde på at kritisere.

Hovedretten blev en simreret (nederst til højre på billedet). Lige for tiden vil det sige en frikassé af kylling med løg, haricots verts og knoldselleri. Dertil blev der serveret nye kartofler, der lige var blevet knust ganske let for derefter at få et kys af smør. Den første bid var helt exceptionel dejlig. Og den næste var også god. Men jo mere man spiste, jo tungere blev retten. Til sidst var den næsten kvalm, til dels fordi den var blevet lidt kold og til dels fordi der simpelthen var alt for meget af det. Lidt ærgerligt, når nu det var så dejligt til at starte med. Næste gang tror jeg, at jeg i stedet vil kaste mig over deres smørrebrød, som hende, der sad ved næste bord havde valgt – det så virkelig godt ud, og her kommer sæsontanken endnu mere i spil.

Desserten blev til en gang sødt, som bestod af en hvid chokoladeganache (den hvide creme i midten på billedet til venstre), lakrids- og hindbærcoulis, hasselnøddesne og friske hindbær. Altså… desserten var jo faktisk det allerbedste af det hele, men jeg var bare sååå mæt. Øv, det var altså ærgerligt. Lakrids og hvid chokolade er en af mine absolutte favoritkombinationer i det søde køkken, og så var der nærmest ikke plads til det. Bevares, det blev da klemt ned, men ville næsten ønske vi havde startet med desserten, når den nu både var så fin og smagte så dejligt.

Nå, men alt i alt så har jeg intet skidt at udsætte på maden – den var upåklagelig! Der var bare alt for meget af den. Ved ikke helt, om det er ok at brokke sig over, at man får for meget mad for pengene, men omvendt, så er det virkelig surt ikke at have plads til en toplækker dessert. Men kan stadig varmt anbefale stedet, hvis du lige står og får lyst til at tage ud at spise i løbet af weekenden. Det blev i øvrigt 565 bobs pr næse – meget rimeligt for tre retter og en vinmenu efter min mening. Men det er ikke den billigste restaurant i Aarhus – det kan vi hurtigt blive enige om. Alternativt kunne man jo hoppe på smørrebrøddet i stedet. Her kan du få 3 stykker for 200 kroner. Salonen byder også på masser af dejlige lokale øl, som jeg tror ville være fremragende til sådan tre stykker.