Mango/kokos salat

Mango/kokos salatEn lille asiatisk let og frisk sag, der gør sig rigtig godt med fisk og andre lette sager.

Det skal du bruge: 
1 moden mango
1 frisk, rød chili
1 lille stykke ingefær
1 fed hvidløg
2 spsk kokosmel (du kan med fordel bruge frisk kokos – jeg havde bare kun kokosmel den dag)
1 lime
1 spsk æblecidereddike

Sådan gør du:
Skær mangoen i små tern. Hak chili, ingefær og hvidløg fint. Bland alle ingredienser sammen og lad det trække i ca. 10 min.

Frisk rødkålssalat med mango

Lige nu er rødkålen på toppen af sæsonen – den er billig og lækker, så det er nu den skal puttes i indkøbskurven. Selvom kål har et vist ry for sine mindre flatterende egenskaber efter indtagelse, så synes jeg, at rødkålen kan bryste sig af at have meget få bivirkninger i forhold til nogle af de andre sorter. Grønlangkål er eksempelvis et fuldstændigt no-go for mig, medmindre jeg er alene hjemme i en uge. Her er den blandet med mango, urter og god æbleeddike. Enkelt og super lækkert – du kan jo for eksempel prøve at erstatte den med den kogte rødkål til frikadellerne eller ribbensstegen. Det giver en meget lettere og frisk smag.

Du skal bruge (2 pers):
1/4 rødkål skåret i så fine strimler som muligt
1/2 mango, skåret i små tern
1 håndfuld bassilikum, finthakket
1 håndfuld mynt, finthakket
1-2 spsk æblecidereddike (eller en anden eddike, fx hvidvin, hvis du ikke lige har æble på lager)

Rens rødkål og urter grundigt inden de hakket. Bland aller herlighederne sammen. Lad trække en times tid i køleskabet, så smagene får lov at blande sig.

Tip: Mangoen kan erstattes af alle mulige andre frugter, alt efter hvad du lige har hjemme, fx ananas, æble, fersken, figner eller pære. Kun fantasien sætter grænser.

Frisk og lækker mangosalat

Mangosalat er lækker forårsmad, der passer til rigtig mange forskellige ting. Og så giver den de lidt tungere retter et friskt pust. Denne gang lavede jeg den til lammepakker, dvs. hakket lam pakket ind i filodej (se her, hvordan du laver dem). Det var en rigtig god kombination, men man kunne også servere det til culottesteg, en rød bøf, et stykke stegt kylling eller hvad man ellers kunne finde på. Og tjek lige de skønne farver! Meget mere indbydende bliver det ikke. Nu har jeg ikke selv børn, men tror det ville være et hit hos de fleste små, fordi den er sådan lidt sød i det – men kan godt være, at du skal droppe korianderen, hvis du laver det til ungerne.

Du skal bruge:
1 moden mango
1/2 agurk
1 bundt frisk koriander
1 bundt frisk mynte
4-5 jordbær
1/2 granatæble
1 lime
Olivenolie

Sådan gør du:
Skræl mangoen med en kartoffelskræller. Når du har fået skindet væk, så bliver du bare ved med at skrælle lange strimler af mangoen af, indtil du når ind til kernen. Den halve agurk skræller du også med kartoffelskrælleren, så du får en masse lange strimler – det ser altså bare lidt lækkert ud. Den vandede midte i agurken er ikke så lækker i salat, fordi det bliver sådan lidt slattent. Så den kan man jo passende stå og gnaske lidt i, mens man laver resten. Skyl krydderurter grundigt og hak dem lidt groft. Skær jordbærrene i tynde skiver. Granatæblet skærer man over på midten, og så kan man faktisk banke kernerne ud med en grydeske eller lignende. Så du holder den bare i med fingrene og så banker du hele vejen rundt – husk det godt kan sprøjte lidt, så gør det et sted, hvor det ikke gør så meget, hvis det strinter lidt. Bland alle herlighederne sammen og slut salaten af med at klemme saften af en lime ud over samt hælde et par gode skvæt olivenolie over. Bland det hele sammen og så er der serveret.