Ananas carpaccio med mynte

Det her er en lille lækker dessert, der smager dejligt sommerligt og er super nem at lave. Den kræver kun tre ting – ananas, mynte og lidt rørsukker. Server den sammen med lidt vanilieis og så har du dig en skøn sommerdessert.

Du skal bruge:
1 lille ananas
1 bundt frisk mynte
2 spsk rørsukker

Sådan gør du:
Skær top og bund af ananasen. Halver den og fjern stokken. Skær den i så tynde skiver som muligt. Skyl mynten grundigt og tør den. Riv bladene af og hæld dem i en morter sammen med sukkeret. Knus mynten sammen med sukkeret til det hele er blandet godt sammen. Læg ananasskiverne på et fad og hæld mynteblandingen over. Bland det godt sammen og lad det stå i køleren til den skal serveres – min. en halv times tid.

Og lad os så håbe på, at sommeren snart kommer til lille Danmark. Har I nogle yndlings-sommerdesserter, der kan få det hele til at se lidt lysere ud?

Tomatsalat med mozarella, oliven og basilikum

En af de rigtig gode klassikere. Normalt er den anrettet med skiftevis lag af tomat og mozarella. Men altså, hvem siger at man skal følge reglerne. Synes den er mindst lige så flot på den her måde. Og så er det jo lige nu alle ingredienserne er gode – sådan en tomatsalat er altså ikke meget ved om vinteren, når tomaterne ikke smager af noget og basilikumen er småslap. Har I nogen gode tips til tomatsalat, som vi ikke må gå glip af?

Du skal bruge (2-4 pers.)
200 g små modne cocktailtomater
En god håndfuld oliven
Frisk mozarella (hvis du rigtig vil forkæle dig selv, så køb en rigtig god bøffelmozarella)
1 håndfuld bredbladet persille, grofthakket
1 lille håndfuld frisk basilikum
1 Lime
Balsamicoglace (balsamico, der er kogt yderligere ind med lidt sukker – kan købes færdigt i god kvalitet)

Sådan gør du:
Skær tomaterne i halve. Skær mozarella i skiver (eller køb dem som sådan nogle små dutter, ligesom jeg har gjort) og hak persillen. Bland tomater, persille, mozarella og oliven. Top af med frisk basilikum, limesaft og glace.

Server en god bøf og et glas rødvin til.

Hjemmelavet hyldeblomstsaft

Sommeren titter lige så stille frem – i dag har ligefrem været dejlig varm med solskin nu og da.Og nu står alle buske og træer i fuldt flor – også hyldeblomsterne. Og hvis der er noget, der er sommerligt må det da være hyldeblomstsaft.

Og det er helt klart værd at lave sin egen. Det tager ikke ret lang tid – hvis man lige fraregner de par dage det skal stå at trække. Men selve kogningen tager ingen tid. Og det smager helt anderledes end den man køber. Man får meget mere smag, saft og kraft for pengene.

Det skal du bruge:
700 g sukker
4 dl vand
20 g citronsyre
1/2 citron i skiver
15 hyldeskærme

Sådan gør du:
Start med at skylle skærmene grundigt i vand. Lad dem stå og trække i vandet, mens du gør resten klart, så smådyr og andet småtteri falder til bunds. Heldigvis bliver skærmene overhældt med den kogende sukkerlage og filtreret bagefter, så der skulle ikke være nogen fare for klamme smådyr, der pludselig befinder sig i din dejlige hyldesaft.

Hæld sukker, vand, citronsyre og citroner i en gryde. Kog blandingen op. Tag den straks af varmen, når den koger. Tag hyldeskærmene op ad vandet og ryst vandet af, så godt du kan, og læg dem ned i gryden. Sørg for at alle blomsterne er dækket af lagen. Lad den køle af og sæt den derefter i køleskabet. Her skal den trække i to døgn.

Filtrer saften gennem et klæde, så alle grumsede sager bliver filtreret fra. Hæld på flaske – og så er gudedrikken klar. God fornøjelse.

Fyldig kartoffelsalat med perberfrugter og oliven

Her har vi altså fat i noget af det rigtige. Knasende sprøde kartoffelbåde, bagte og sødmefyldte peberfrugter, oliven med masser af smag og dejlig parmigiano reggiano til at få det hele til at gå op i en højere enhed. Og så lige lidt sprød, grøn salat til at stå imod med. Fantastisk dejligt.

Opskriften er inspireret af Tina Scheftelowitz “Scoresalat” fra kogebogen “Suveræn Surprise”. (I øvrigt en meget anbefalelsesværdig bog, specielt hvis du elsker virkelig smukke madbilleder).

Det skal du bruge (2 pers.):
3 store bagekartofler
1 tsk paprika
1/2 tsk tørret chili
1 glas blandede oliven (kalamata, grønne, sorte)
1 rød peberfrugt, skåret i tynde strimler
1 lime, skåret i både
Grøn salat (du bestemmer – men det skal være sprødt, fx romaine, hjerte eller en dejlig bitter radicchio)
Parmesanost
Syltede jalepenos (eller frisk chili)
Olivenolie
Salt og peber

Sådan gør du:
Start med at vaske kartoflerne grundigt. Skær dem i forholdsvis tynde både. Vend dem med olivenolie, paprika, chili, salt og peber. Læg dem i et fad – og ikke for meget oven i hinanden. Så har de nemlig ret svært ved at blive sprøde. Sæt kartoflerne i ovnen ved 200 grader. Der skal de blive i en halv times tid, måske lidt længere til de er dejligt sprøde. Vend også peberfrugterne i lidt olivenolie – de behøver til gengæld ikke krydderi, der kommer masser af smag i dem bare af at blive bagt. De skal kun have ca. 20 min., så vent lige 10 min. før du sætter dem ind til kartoflerne.

Når kartofler og peberfrugter er færdige vendes de sammen med oliven og jalepenos. Anret det hele på et fad sammen med tyndt skåret grøn salat og limebåde. Slut af med at rive lidt god parmesan over hele herligheden. Jeg plejer at bruge en kartoffelskræller til at få flager i stedet for at bruge et rivejern.

Server med en iskold øl.

Velbekomme