Tomatsalat med grillede asparges

Endelig har grillen fundet ud af sit vinterhi. Hver aften i denne uge har jeg kunnet  dufte alle naboernes grillede pølser, kyllinger, bøffer – det dufter skønt! Min egen har endnu ikke været i brug, så i weekenden skal der grilles igennem. Samtidig bugner supermarkederne af lækre asparges, der endelig er kommet i sæson. Det må udnyttes! Så her kommer lidt inspiration til, hvad man kan servere til – og hvad går bedre end en dejlig salat til alt (det tunge) kød. Jeg kan i hvert fald ikke spise kartofler til – måske en lille klat kartoffelsalat. Men det er jo også en form for salat. Med lidt god vilje i hvert fald.

Du skal bruge:
En håndfuld cherrytomater
En god håndfuld blandet salat
1/2 løg eller rødløg
En håndfuld basilikum
En håndfuld koriander
En håndfuld bredbladet persille
En klump feta (du bestemmer, hvor meget du synes der skal i)
Et bundt asparges
Saft fra 1 lime
Olivenolie
Balsamico-glaze

Sådan gør du:
Skyl alle grøntsager grundigt.Hak krydderurter groft. Skær tomaterne i kvarte. Bland alle grøntsager sammen undtagen asparges. Vend hele baduljen i lidt limesaft og olivenolie. Hæld et godt skvæt balsamico-glaze over salaten (som er balsamico, der er kogt yderligere ind sammen med lidt sirup). Knæk det nederste af aspargesene af. Grill dem let (på grillpanden i denne udgave – men den udendørs grill kan naturligvis også bruges – den er faktisk at foretrække), så de stadig har godt med bid. Giv dem ca. 10 min i alt – det passer meget godt med, at de stadig har fint bid. Men smag på dem undervejs og find ud af, hvordan du bedst kan lide dem. Anret asparges ovenpå salaten eller server dem ved siden af. Og hvis der også sneg sig en velstegt rød bøf over på tallerkenen, ville det absolut ikke være at kimse ad.

Enkelt, nemt og dejligt.

 

Indbagt kylling med svampe og urter

Er egentlig rigtig glad for kylling, men synes kyllingebryster tit går hen og bliver lidt småtørre og kedelige i det, når man bare steger dem på panden. Men når man kommer fyld indeni bliver det nemmere at gøre kyllingen saftig, fordi den bliver dampet indefra. Og butterdejen udenpå giver en dejlig sprød skorpe, der gør det hele lidt mere festligt.

Opskriften er fra Jamie Olivers bog “Det er bare glade dage”. Det er en af de kogebøger, som jeg vender tilbage til gang på gang, fordi det er en af de bøger, hvor man faktisk har lyst til at prøve alle opskrifterne. Er ikke igennem dem alle endnu, men det skal nok komme.

Du skal bruge (4 pers.):
170 g svampe, fx champignoner, østershatte, kantareller eller hvad du kan få fat på
Olivenolie
1-2 fed hvidløg
1 håndfuld bredbladet persille, finthakket
Et par stilke timian, finthakket
1 lille håndfuld basilikum, hakket
4 kyllingebryster uden skind
1/2 kg butterdej (jeg brugte den færdige, frosne udgave, og det smagte dejligt. Er sikker på, at det smager bedre med hjemmelavet butterdej, men det er jo ikke altid man lige har tid til det.)
1 sammenpisket æg
Salt og peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader. Hak halvdelen af svampene fint, den anden halvdel groft. Sæt en pande over varmen og kom et skvæt olivenolie på. Rist svampene i 10 min. Hak hvidløgsfed og timian fint. Steg hvidløg og timian med et par minutter. Tilsæt persille og basilikum. Smag til med salt og peber. Lad blandingen køle af.

Imens skærer du en lomme i kyllingebrysterne, så der bliver plads til fyldet. Fordel fyldet i lommerne. Sørg for, at de stadig kan lukkes.

Drys lidt mel på bordet og rul butterdejspladerne ud, så der bliver 4 stykker på ca. 45×5 cm. Rul hvert kyllingebryst ind i butterdejen og læg pakkerne på en plade med bagepapir. Pensl pakkerne med sammenpisket æg og sæt dem i ovnen. Bages i ca. 35 min.

Mens kyllingerne er i ovnen laver du tilbehøret til. Jeg valgte at grille en gang asparges på grillpanden, hvilket slet ikke var dumt. Giv dem et kvarters tid på grillpanden, så er der stadig bid i dem.Derudover lavede jeg en sauce af 1,5 dl hvidvin, som først kogte ind sammen med 2 spsk dijonsennep til der næsten ikke var mere væske. Derefter tilsatte jeg lidt fløde, som kogte lidt med indtil den havde den rigtige konsistens. Smag til med salt og peber.

Server de sprøde kyllinger efter de lige har hvilet et par minutter sammen med de grillede asparges, dijonsaucen og en iskold hvidvin. Yum!